fredag den 16. december 2011

Glædelig jul og godt nytår fra Le Lavandou














ATV. Begivenheden varede i to dage og der var masser af liv og glade dage.

Lørdag d. 10. december 2011
Hele stranden er pløjet op og lavet til en form for motocross-bane, hvor unge drenge og piger får fyret noget krudt af.

Vi har skiftes til at lave noget sjovt, overraskende eller hyggeligt for hinanden. Om torsdagen lavede Marius mad og om lørdagen er det Signe, der laver mad. Vi lejer en cykel og kører til den lille by, der ligger ved siden ad Le Lavandou for at se os lidt omkring. Der er en bar i byen, der har åben og vi spiller lidt billard før vi drager hjem til Alma igen.

Fredag d. 16. december 2011.
"...og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra Kejserinderne, at alverden skulle spise julefrokoster, så da Stokholm Fabech familien var fra Odense N drog Marius mod nord sammen med sin kone Signe, der ikke var svanger. Da herbergene krævede betaling tog de imod hvad de kunne få og måtte da sove blandt de andre kreaturer i polstrede senge og de glædede sig helt vildt..." uddrag fra det enormt nye testamente.

Så er der skrevet lidt julekort og vi er ved at være klar til at drage mod nord.

Blæksprutte. Tusch og stearin på papir. A2.

Tusch og neglelak. A3.





































Tusch og neglelak. Ca. A3.

Tusch og neglelakfjerner. Ca. A2.

















torsdag den 8. december 2011

Tiden går

Der kom da noget godt ud af vores crazy restaurent-besøg forrige lørdag. Den grimme bulldog, Dédé, er nu blevet til en tegning.

Vi tæller dagene til juleferien, der nærmer sig hastigt. Det er nu ikke fordi vi ikke nyder livet ved den franske riviera, for det gør vi i aller højeste grad, men efter biletterne til Danmark er købt, er det svært at fokusere på noget andet. Vi savner familie og venner rigtig meget og glæder os begge meget til et snarligt julegensyn.

Det har været en virkelig god idé at blive det samme sted i et længere stykke tid, da vi har fået lidt ro på tingene og er begyndt at lære folk at kende her. Sidst er vi blevet inviteret hjem til én og det var stor-hygge. De her franskmænd forstår sig altså på ost og rødvin og godt selskab. Sprogbarierren er selvfølgelig årsag til sjove fagter og grimasser, men for det meste virker det som om vi rent faktisk forstår hinanden.

Signe har fået tegnet ret meget efter vi har lagt os stille. Blandt andet har vi forsøgt os med julekort, men vi skal lige have fundet ud af, hvordan vi angriber franskmændene og deres penge.

Tjah, ellers sker der faktisk ikke ret meget her og det var lige præcis, hvad vi havde håbet på. Vi er kommet heeeelt ned i gear og nyder at gå på marked, gå lidt ud, arbejde på båden, høre historie og spekulere i julegaver. Det er lidt af en opgave at finde ud af hvordan vi får slæbt alle gaverne med hjem.

onsdag den 30. november 2011

Episoder fra markedspladsen, restauranten og vandreturen

Onsdag d. 30. november 2011

N 43° 08.184’
E 006° 22.527’

Måske bør vi lige fortælle om en lille episode fra markedspladsen dagen før, torsdag d. 24. november 2011. Som altid kan Signe ikke gå rundt i 20 min. uden at skulle på toilettet, men til alt helt er markedspladsen udstyret med et af de her selvrensende toiletter. Solen skinner kraftigt og Signe kan ikke se, at der er optaget. Der kommer en mand ud og siger en masse hurtigt efter hinanden på fransk, men hun ikke har fået sine 50 cent igen og derfor går hun bare direkte ind. Så sker der ellers ting og sager. Toilettet skyller og begynder at tørre og imens bliver gulvet skyllet over og det samme gør Signes fødder og bukseben. Da hun står i døren og spekulerer over hvor det mon gik galt. Det samme tænker Marius helt sikkert, da han i samme øjeblik kommer hen til hende og ser de våde fødder og bukser. En skøn dag på markedet!!

Nå, men sidst vi skrev var den fredag, hvor vi skulle ud og spise og det endte med at blive lidt af en mundfuld. Bordet ved siden ad os var meget højtrystede og så snart vi havde fået hver vores mega bøf serveret fór de op og greb fat i hinandens trøjer og forsøgte at slå. Heldigvis havde deres venner fat i dem og det eneste der kom til skade var tallerkner og glas og måske et par forslåede ego’ere. Snart forsvandt de ud i natten med et par noget betuttede piger, der ikke så ud som om de synes optrinnet havde været særlig morsomt.

Ejerne af restauranten var tydeligvis berørte og lidt flove over situationen. De undskyldte over for os og forklarede, at deres gæster havde været fulde. Pyt, vi sad og fnes så snart de andre gæster var gået og var meget glade for, at ingen af dem forstod dansk, for så havde vi nok også fået et par på kassen.

Under hele middagen sad restaurantens lille fede bulldog-lignende hund med hovedet i Signes skød. Marius hældte en smule vand på den bag ejerne ryg, så hver gang den så ham løfte sit vandglas bakkede den væk fra ham på sine små kommode-ben. Ejerne sagde vi ikke skal give den noget, hvilket vi ikke gjorde, men efter dens reaktion og tykkelse var vi nok de eneste gæster, der ikke havde givet den mad.

Tror nok vores lille nye ven her hed Dédé

Mandag får vi endelig bid! Hver gang der er aktivitet i køkkenet, der gør, at der kommer noget ud ad afløbet i køkkenvasken, er der en kæmpeflok fisk omkring båden. Vi har tidligere forsøgt os med fiskeri, men ingen af os er ret tålmodige. Når vi kaster et stykke brød i vandet kommer de svømmende og plasker omkring båden, men hver gang vi sætter en krog ud, så holder de sig på afstand.

Om morgenen vågner Signe med løsningen: ”Vi sætter madding på, og så må de ikke se os.” Som forudsagt, så gjort. Vi sætter os, så fiskene ikke kan se os og der går ikke engang 5 min. før den første hugger på, men desværre når at springe af igen. Det gør den næste også, men så får vi den! En ca. 30 cm. stor fisk med smukke gule striber hele vejen ned langs siden. Tyve min. senere er der en mere. Vores bøger kan dog ikke fortælle os, hvad den hedder på dansk, men billedet viser tydeligt, at det er en boops boops/boga eller på tysk gelbstrimen.

Signe i færd med at få kroen ud af nettet.

Til de urolige kan vi fortælle, at vi har set en franskmand hive en op og præparere den og at vi ikke er blevet syge efter at have spist den. Det kræver en smule mod at få ordnet den, men vi bliver bedre til det hver gang. Den smager i øvrigt rigtig godt og vi får mod på at fiske mere og også på den måde spare lidt penge.

Det er nu ikke fordi vi kaster om os med pengene, men det er trods alt dyrere at sejle i Europa end mange andre steder i verden og oven i det ligger vi i en by, hvor der er liv og glade dage lige ned til havnen. Det er godt, da vi nu skal være her et stykke tid endnu og ikke kommer til at føle os helt så isolerede, men det er langt nemmere at lade sig friste end hvis vi havde overvintret på en lille ø midt i ingenting, hvilket vi i første omgang havde overvejet meget. Især kunne vi rigtig godt lige Porquerolles, men det var som om den lukkede helt ned i hverdagene hvilket ville have gjort det til lidt af en udfordring for os bare at overleve.

Det er fuldstændig umuligt at stå og gå i dag efter vores vandretur i går. Ikke nok med, at vi vandrede 12 km. i terræn, så gik vi også hele vejen hen til Cavaliére, en mindre tur på 4 km.

En drikkepause med en smuk udsigt. Turen var sat til at tage ca. 3,30 timer. Vi var nok ca. 4 timer om den.


Signe holder en tiltrængt pause. På trods af højderne var det en stor oplevelse, selv for dem med højdeskræk.

Egentlig var det meningen, at vi ville tage bussen, men som med så meget andet her i dette skøre land fyldt med Claude’s, så gik bussen ikke som planlagt.

Turen, som kaldes ”Les Balcons de Cavaliere”, er smuk som bare fa’en. Vi starter med en smule frokost, hvor vi får besøg af en fårehyrde, to hunde og en fåreflok, der også er i gang med deres frokost. Selve vandreturen starter med en voldsom stigning der gør, at vi med det samme puster og stønner, men udsigten over Le Cap Négre og Côte d’Azur er helt utrolig. Senere på turen møder vi endnu en hyrde, der fortæller, at det er en måde at vedligeholde kanterne langs vejen, men at det er omstændigt og ikke i ret manges interesse.

Gederne holder vejkanterne nede.









lørdag den 26. november 2011

Flybilletterne er købt

Så er flybilletterne købt og vi lander i Kastrup tirsdag d. 20. december 2011 og vi tager tilbage til Sydfrankrig den 5. januar 2012. Vi glæder os rigtig meget til et gensyn med venner og familie.

Her i Le Lavandou er vi begyndt at falde til og møde nye mennesker. Det er rart at være det samme sted og byen er hverken for stor eller for lille. Vi får arbejdet på båden og den trænger virkelig til en kærlig hånd. I dag har Marius syet sejl og Signe forsatte fugningen af vinduerne, der efter orkanen tydeligt fortalte os, hvor de ikke var helt tætte.

Vi har fået installeret vand i køkkenet igen. Det er ikke til at forstå hvordan vi kunnet leve uden i næsten en hel måned. Prøv at forestille jer det, hver gang i skal koge vand til kaffe eller vaske op, så skal man hen til den nærmeste vandhane på broen og hente det.

I aften står den på 600 g. entrecote på Cochon Flingeuer. Det bliver skønt.

tirsdag den 22. november 2011

Glædelig november

Tirsdag d. 22. november 2011

Da vores vandhane i køkkenet er gået i stykker tager Marius på posthuset for at få den nye, der skulle være tilsendt. Den er desværre ikke nået frem endnu og personalet ser forvirrede ud. De havde nok ikke lige regnet med, at der skulle ske noget så revolutionerende, at der skulle komme en pakke!

Vi har haft en hård weekend, hvor vi har lært en masse nye mennesker at kende og er først ved at rejse os igen. Vejret er lidt trist i disse dage, men vejrudsigten fortæller os, at det skulle klare op i løbet af aftenen og blive dejligt.

Ellers står den mest på at finde billige steder at handle ind, så alle vores penge ikke når at slippe op før vi skal til at hjem igen og vi er også i øjeblikket i gang med at finde ud af hvor billige flybilletter vi kan finde på nettet, så vi kan komme hjem til jul og nytår. Det glæder vi os allerede rigtig meget til.


lørdag den 19. november 2011

Vinterhi

Le Lavandou












Krea-Signe


















Lørdag d. 19. november 2011.

Det kan ikke lade sig gøre, at komme mere mod syd for os i denne omgang og vi beslutter os for at gå i vinterhavn. Vi bliver ved med at forsøge at komme samme vej, som vinden kommer fra og det er unødvendigt hårdt arbejde.

På den sidste tur fik vi så meget vand ind i båden, så det løb frem og tilbage og alt var vådt i flere dage efterfølgende. Båden er efter de sidste fire måneder også ved at være så medtaget, at den trænger til en kærlig hånd. Pumpen i køkkenet er i stykker og vi venter på en ny fra Danmark, vinduerne skal fuges, da orkanen har vist os, at der sagtens kan trænge vand ind den vej og bompresseningen er også blevet revet itu. Oven i det kom der som sagt vand ind i båden og vi er stadig ikke 100% sikre på hvor det kom fra.

Vi har lyst til at være det samme sted i længere tid end bare et par dage og da vi når Le Lavandou kan vi mærke, at det her er stedet. Byen er smuk og ikke for stor. Her er mulighed for at klatre og tegne og gå lange dejlige ture.
Marius klatrer, men væggen er meget porøs, så hans kone er glad for, at der ikke er så langt ned.

Det eneste minus er, at der ikke er wifi på havnen, så vi må på café for at opdatere og tjekke nyheder...træls, men det kan faktisk lade sig gøre at overleve uden at være på nettet hele tiden. Havde Signe nok aldrig troet!!

Porquerolles












Mandag den 14. november 2011

I morgen tager vi efter 5 dage på Porquerolles, Iles d’Hyeres, Sydfrankrig, mod Korsika. Øen var et af de steder, der var meget medtagede efter orkanen. Her blev målt op til 40 m/s. Ødelæggelserne er tydelige, men ikke fatale. Træer er revet op med rode og langs stranden ligger to både kastet op på stranden. Vi får øje på dem, da vi sejler ind i havnen og vi er ved at dreje hovederne helt ad led.

Vi ankommer fredag, tror vi, men vores kalendere er ikke helt synkroniserede med virkeligheden, noget vi også led under i Toulon, da det lidt sent gik op for os, at resten af verden ikke længere kørte på sommertid ;-)

Vi får os et par nye naboere i Porquerolles havn. Det er en firmaudflugt fra en parallelverden. Chefen på udflugt med en lærling og en maler.

Vi er kommet i godt selskab. Frankrigs mest absurde firmaudflugt byder på champagne.

De er absolut venlige og gæstfrie og fylder os med champagne og cigaretter og vi taler trylle-fransk med dem en hel aften før det lykkedes dem at drikke os under og vi Marius foran en af de både, der ikke klarede orkanen så godt.

må gå i seng. Næste dag er vi trætte og beslutter os for en gåtur, da den berygtede firmaudflugt kommer brølende igen. De har været ude og cykle og er kørt ind i hinanden og har kæmpe store hudafskrabninger og bløder. Franskmænd!


onsdag den 9. november 2011

Tropisk Middelhavsstorm

http://vejret.tv2.dk/artikel/id-45457532:tropisk-middelhavsstorm-varede-halvandet-døgn.html

Sådan her så det heldigvis ikke ud lige her, hvor vi ligger, men vi ligger heldigvis også godt gemt i en havn, der ligger i læ bag Toulon. Til gengæld har vi bokset med vejret det meste af natten og er lettede og glade for, at dagen i dag er noget mere rolig og alt tyder på, at stormen har lagt sig. Måske kan det endda lade sig gøre, at sejle et lille stykke videre i morgen. Vi må se.

søndag den 6. november 2011

En uventet frokost, Almas løsrivelse og McAsien

Tirsdag d. 1. November 2011

Solen skinner og vi bader og nyder livet i fulde drag. Vi ligger for svaj ca. to timer fra Toulon. Seks både lægger sig ikke så langt fra Alma og inviterer på mad og drikke. Det er en sejlklub med 40 mennesker om bord. Marius fortæller at vi dagen før så noget så fantastisk, som en stor kaskelot hval og de fortæller, at det er noget helt specielt. Ingen af dem har set det. Der er god stemning om bord og vi peger på kort og fortæller om vores tur, hvor vi har været, og hvor vi er på vej hen.

Således ser vores plan ud ind til videre, men det er selvfølgelig og som altid afhængigt af vind og vejr og hvad der sker omkring os:

=> Herfra ønsker vi at gå over til øen Porquerolles, en del af Is. d’Hyeres
=> Korsika
=> Napoli, for at se Pompei, en landsby begravet i aske for flere tusind år siden
=> Syditalien og Messinastrædet for at overvintre og til foråret
=> Grækenland og det græske øhav.

Herfra må vi så igen se hvad der skal ske, når vi skal til at vende næsen hjem igen mod Danmark.

Torsdag d. 3. November 2011

Det blæser op og vi vælger at se tiden an og se hvordan det udvikler sig. Vi har båden klar til, hvis der skulle ske noget, men barometeret bliver ved med at falde og det begynder at blæse op. Båden vipper op og ned og det påvirker humøret, der falder i takt med barometeret. Det er efterhånden svært at lave mad søvnen er noget abrupt, da vi triller rundt i køjen og vågner med en times interval.

Fredag d. 4 november 2011

Klokken 3.30 vågner vi ved at båden gynger endnu mere end den har gjort de sidste to døgn.. Dønningerne er blevet mere og mere voldsomme, men de sidste to dage er de taget til.

Så er det op og hoppe, soldat…altså, sømand!! I løbet af ti minutter er vi i fuld kampuniform og klar til at få Alma i havn. Det er stadig mørkt, dønningerne er høje, men vi er fokuserede og arbejder godt sammen.

Det største problem er ankeret. Ganske vist har det revet sig løs, så vi driver, men både anker, kæde og line udgør 55 kg. der nu slæber hen over bunden. Vi skal have alt grejet op med ren, rå muskelkraft!

Efter skipper har forsøgt i lang tid må vi bruge kløgt og vi tager spillet i brug. Det virker! Det lykkedes os rent faktisk at få bjerget alt vores ankergrej. Turen ind til Toulon tager ikke mere end to små timer, da vi endelig er fri, og vi sejler koncentrerede, og meget trætte, sikkert i havn. Vi er inde og godt bundet fast klokken en halv seks om morgenen og det er svært at slappe af og gå i seng med det samme, selvom vi er helt udmattede. De næste mange dage vil det kunne mærkes i kroppen, at vi har vippet for svaj, kroppen og hovedet er stadig en smule rundtossede og trætte.

Vi har fået sparet en smule penge op, og om aftenen beslutter os for at finde en vietnamesisk restaurant og spise phö bö, suppe. Ulempen ved alle de nye byer, som vi hele tiden kommer til er dog, at vi ikke når at lære dem at kende rigtigt og vi kan derfor ikke lige finde rundt med det samme og i dette tilfælde ved vi ikke hvor vi finder spisestederne. Vi ender med at finde en sjov kantine-restaurant, der har mange meter disk fuld af alle mulige asiatiske retter, som man så vælger imellem og får serveret på en bakke i løbet af meget kort tid. Det lige som en slags McAsien.

Middelhavet, en haj, en hval og en delfin

Onsdag d. 26. oktober 2011

Vi sejler i Middelhavet for første gang, da der endelig er et break i blæsevejret på 10 timer. Skipper står op kl. 03.30. Han er utålmodig som et lille barn dagen før juleaften. Crewet snuer og vågner først op til dåd kl. 05.00. Klokken seks er der afgang. Det er mørkt og vi har ingen vind. Vi sejler koncentreret og for motor i mørke gennem Marseilles kæmpe store industrihavn.

Marseilles industrihavn.

Vi husker, at have hørt på Langtursejler-vintertræffet, at dette er et af de større anti-klimaks. Efter laaang tid på flodernes grumsede ferskvand trænger man virkelig til det smukke blå saltvand, som vi har hørt så meget om, men det eneste vi ser, er en enorm industrihavn, der lugter og oser og er mildest talt ulækker. De har ret!

Dagen gryr, vandet er smukt, blåt og klart, men dønningerne er stadig voldsomme fra de sidste mange dages blæst. Det har været mellem 15-18 m/s og selv inde i havnen er vi blevet rusket rundt. Nu har vi næsten ingen vind og må sejle en del for motor, men får nogle gode timer for sejl. Det betyder båden ruller en del i de gamle dønninger. Det skulle være klassisk Middelhavsvejr, enten er der ingen vind eller også er der for meget. Det er skønt at være på åbent hav igen.

Vi lægger til i Cassis, en turistfælde af dimensioner, sød, køn, masser af butikker, klipper, restauranter og strande. Signe får skyklapper på og må kun gå ind i butikkerne hvis hun ikke har penge med og vi håber at kunne nøjes med at bruge penge på havneafgiften. Det er nemlig ikke billigt at ligge her så tæt på Rivieraen, hvor de unge, de smukke, de rige og de plastikopererede holder til.

Lørdag d. 29-31 oktober 2011

Vest for halvøen hvor byen La Seyne-sur-Mer ligger.

Vi har en rigtig god sejlads. Vi er ved at sætte sejl, da Marius pludselig spørger, hvad det er, der ligger i vandet. En trekantet finne ligger i overfladen og vugger 4-5 meter fra båden. Det er svært at se, men Marius, der er tættest på kan se, at det er en haj. Vi er overvældede. Hajen er ca. 1,5 meter lang, den er mørk på toppen og hvid længere nede på bugen. Den kigger på os, som for at finde ud af, hvad det er for noget, der er sejlet ind i dens dagligstue, så vender den om og svømmer væk. ”Den så ud lige som…i tegnefilm…” siger Marius betaget. Tjah, eller er det lige som i virkeligheden?

Vi lægger os for anker og nyder det gode vejr og synes det er lidt synd, at den uge vi havde besøg fra Danmark var lidt blæsende og med meget lidt sol. Jo mere vi ligger for svaj des flere penge kan vi spare, da havneafgifterne er lidt pebrede.

Mandag har vi endnu en fantastisk naturoplevelse. ”Se! Se, der, hvad er det?” Marius ser vild ud i ansigtet og det er svært at afgøre hvad han peger på og i hvilken retning. Så går det op for os, hvad det er vi ser. Det er en hval! Omkring 200 meter fra båden kan vi se en mørk plet, noget, der ligner en sejlende ø plasker rundt. Da vores øjne får vænnet os til at se på vandet og det fantastiske fænomen, kan vi se dens store hale, der plasker i bølgerne og vandet står op fra hvalens åndehul. Den er oppe og vende i overfladen mange gange og vi kan se den store halefinne plaske rundt. Da det er et godt stykke fra båden er det svært at afgøre hvor lang den er, men vi skyder den til at være i hvert tilfælde to gange Alma, der er ca. 10 meter.

Det er helt vildt! Ubeskriveligt og på én gang utrolig smukt og lidt skræmmende. Godt den ikke er tættere på, for der er mange kræfter på spil. Vi hopper op og ned på båden, giver high-five og råber og skriger af glæde. Adrenalinet kører og vores øjne er tallerken-store. ”Nu mangler vi bare at se delfiner!” siger Marius, og der går ikke ret lang tid før en sådan fyr springer op lige ud for båden. Vi når desværre ikke at se den begge to, men skipper mener, at nu, da vi har set alt, hvad der er værd at se i Middelhavet, kan vi godt vende om og sejle hjem.

Vi er klar over, at vi er utrolig heldige. Mange har sejlet rundt her uden at være på heldige, at opleve det, som vi netop har oplevet i løbet af de sidste tre dage.

Signe-Signe-Mavepine

Mandag d. 25. Oktober 2011-10-27

Efter en hård nat må Signe til lægen, der trommer på hendes mave og giver hende medicin. En sart mave har ikke godt af for meget røg, alkohol, fedt, stærk mad og røde bøffer!! Der går ikke ret lang tid før medicinen virker og vi håber, at kunne sejle dagen efter.

Besøg fra Danmark

Søndag d. 16. oktober 2011 ankommer vi til Port Saint Louis du Rhône. Her munder Rhône floden ud i Middelhavet. Vi er naturligvis begejstrede. Langs kajen er der meter høje palmer og vi skriver og ringer hjem og fortæller, at vi nu endelig er nået et af vores delmål, Middelhavet.

Om tirsdagen får vi masten sat på. Det er lidt af et mas og det tager det meste af dagen.

Om aftenen ankommer Alice og Kurt til Sainte Maxime og om onsdagen kører de de 200 km hen til os på båden.

Marius og Alice. Marius har lavet mad og sørger godt for vores gæster hjemmefra.

Der er tryk på Alma med 4 fuldvoksne mennesker klemt sammen på meget lidt plads, men masser af tolerance og godt humør gør det helt utrolig hyggeligt.

Det er dejligt med besøg hjemmefra og oven i det har de en masse gaver med. Masser af nye lydbøger, almindelige bøger, saltlakrids og rugbrød og så fortæller de om det triste grå efterårsvejr i Danmark, hvilket gør det blæsende vejr her i Sydfrankrig meget mere udholdeligt. Det var jo blandt andet derfor vi tog afsted, for at undgå ”November, november, november…”

Onsdag d. 19. oktober 2011

Alice, Kurt og Marius tager på tur til Aïx og går på museum og oplever en del af det Provence, som mange malere og forfattere har ladet sig inspirere af. På museet er der en imponerende samling af nogle af verdens allermest kendte malere, Cezanne, Picasso og Monet. Meget imponerende og spændende.

Kurt, Alice og madpakken.

Marius køber en nååårh-hvor-er-det-synd-for-dig-du-ligger-i-sengen-med-mavepine-og-ikke-kom-med-på-tur-poncho til Signe. Den er helt fantastisk og lige ved at være sygedagen værd.

Om torsdagen tager vi alle sammen til Marseille og derfra tager vi en færge over til d’If, øen, som Greven af Monte Cristo skulle have siddet fængslet på.


Marius, Kurt og Alice nyder solen på d'If.

Da greven er en romanfigur, der aldrig har eksisteret og derfor ikke har siddet der, er det lidt pudsigt, at det er blevet så populær en attraktion. Til gengæld har manden med jernmasken og mange andre prominente mennesker siddet fanget der. Der er en smule sol og vi kan nyde vores medbragte frokost-kylling i det fri.

Om aftenen kører vi med til Sainte Maxime og indlogerer os alle 4 i den et-værelses lejlighed, som Alice og Kurt har lejet. Efter at have frisket os lidt op og klædt Marius anstændigt på, kan vi komme ud og spise. Det er ikke nemt at finde det rigtige sted, men med et kort i hånden og en sult i maven beslutter vi os for et sted og er nu klar til at indtage endnu en del af Sydfrankrig. Vi får et kongemåltid med god vin (John Dory er ikke en bøf). Kåde efter måltidet og dagens oplevelser går vi tilbage til lejligheden, hvor vi fnisende som teenagere falder i søvn.

Marius, Alice og Kurt på vej tilbage til lejligheden i Sainte Maxime efter en helt extraordinær middag og de østers, der netop er indtaget.

Fredag d. 21. oktober 2011

Efter et velbjerget morgenmåltid går turen til Grand Canyon du Verdon. Alle 4 stoppes ind i den lejede Seat og vi kører afsted mod et af Sydfrankrigs smukke naturreservater.

Et stadig forelsket par nyder den smukke udsigt og hinanden.

Kurt er Dr. Driver og Alice er co-driver og hjælper ved at læne sig kontra, så vi ikke falder ned af de stejle bakkeskråninger. Det er lidt af en prøvelse for stakkels Alice, der på ingen måde bryder sig om de enorme højder. Turen er lang og helt utrolig og kan kun anbefales. Vi er alle imponerede over Kurt, der koncentreret kører sikkert og roligt hele den lange tur, så vi andre kan nyde den storslåede natur.


Frokost i solen.


To billeder af Moustiers-Sainte-Marie.

Vi går en god tur i bjergene og nyder udsigten og spiser vores medbragte frokost. Vi hygger i Moustiers-Sainte-Marie en meget sød lille by, der gør sig i fajance og turister. Priserne er skyhøje, men det er også lækkert håndværk.

Søndag skal vi allerede til at sige farvel til Alice og Kurt. Vi starter med en gåtur i Sainte Maxime hvor Signes mavepine dukker op igen. Vi slapper af i lejligheden inden vi bliver kørt tilbage til båden, hvor vi får frokost og derefter må Alice og Kurt køre den lange tur tilbage til Saine Maxime igen. Det er vemodigt at skulle tage afsked efter nogle dejlige dage med masser af grin og gode oplevelser. For os er det skønt at have set så meget af det Sydfranske, som vi umuligt ville have kunne nå at opleve selv, da vi kun har en cykel.

fredag den 14. oktober 2011

Gassen går af Alma

Onsdag den 12. oktober 2011.

Vi har lagt til i en meget charmerende middelalderby Viviers og skal i gang med at lave aftensmad, da gassen går af Alma.
Viviers set fra oven. Vi er på tur for at se en af de madonna-statuer, som befolkningen satte op i sin tid (altså i meget gamle dage) for at beskytte byen. Ved bredden tættest mod byen, kan man måske ane en havn, her ligger Alma.

Her står man så, med hakket oksekød til op over begge ører, og så er der ikke mere gas!! Skipper træder til og agerer problemknuser: "Lad os gå ud og spise!"

Der er ikke noget her i verden, der kan gøre besætningen på Alma mere lykkelig end et restaurant-besøg. Og og og, det lykkedes os at finde den mest fantastiske lille restaurant. Alt det vi ellers har spist ned gennem Europa når ikke det her sted til sokkeholderne. Det er himmelsk, charmerende og betjeningen er helt i top. Vores værtinde agerer kæmpe gamba-reje, for at forklare hvad menuen står på. Glem frølår og snegle i Paris og tag til Viviers.

En af de små charmerende gader i Viviers.

I havnen, der er lukket for vinteren, ligger en anden dansk båd, Extra. De er flinke og forsøger at hjælpe os med at finde en god løsning til vores gas. I sidste ende må vi dog indse, at vi er nødt til at skifte hele det danske system ud med et, der er kompatibelt med de franske gasflasker. På den måde er tingene sikre og det viser sig, at det heller ikke var så dyrt, som vi havde frygtet. Det er sjovt at tale med et par gæve jyder, da det er ved at være lang tid siden vi er stødt på danskere.

Som tak for hjælpen giver vi dem en af vores lydbøger. Det kan jo være, at de kan komme til at holde lige så meget af det som vi gør. De giver os et par gamle sladderblade og hele dagen efter sidder vi paralyserede og læser om Amy's sidste dage, tragedien i Norge, Jennifer Anistons nye kæreste og om hvorvidt Paris Hilton er "has been". Det er helt eventyrligt og godt som tidsfordriv, da Mistral-vinden har indhentet os og giver os lidt for megen medvind.

Fredag den 14. oktober 2011.

Vi følges med den danske båd Extra fra Horsens og håber på, at sluserne kan gøres hurtigere, når vi er to pleasure boats, men ak. Den første sluse tager mere end to timer fra vi ankommer til vi er kommet ud på den anden side.

Extras skipper har taget et billede af os inde i slusen ved Bolléne. Det er en af de vinkler vi selv har svært ved. Vi bliver sluset 23 meter ned.

Det er ikke selve slusningen, der tager 7 min. men ventetiden før, der virker uendelig. Vi har langt fra så mange sluser, som længere nord på, til gengæld er de enorme og der er mange flere industrifartøjer her hvor floden er bredere.

Sluse nummer to er meget hurtigere, vi kan sejle lige ind i den uden ventetid - forrest sejler en franskmand, bagefter Extra og til sidst Alma. Måske det er en god idé, at have en med, der kan sproget + det faktum, at vi er tre lyst-både, hvilket er minimum før slusefolket skal tage os med igennem.

Vi lægger os i en lille charmerende havn, Port 2 - l'Ardoise
og til vores store forbløffelse er den helt oversvømmet...med danske både. Der ligger 5 andre danske både + vores nye følgesvend Extra og så Alma.

Nu nærmer vi os efterhånden Middelhavet så meget, at vi begynder at kunne mærke trangen til saltvand. Meget kan man sige om det her flodsejlads, men vi glæder os til at kunne hoppe i havet. Floder og kanaler er ikke så indbydende.

På onsdag skal vi se Alice og Kurt, det bliver skønt og vi har tilmed sørget for, at de kunne medbringe en smule danske forsyninger, bøger, lydbøger og måske endda en skive rugbrød?

mandag den 10. oktober 2011

Lyon

Onsdag d. 5. oktober 2011

Endelig dukker Lyon op og vi kan sejle lige ind i byen og lægge til blandt musikere og unge mennesker, der holder til hvor Saone og Rhône floden mødes. Byen er smuk og hvid og vores udsigt helt utrolig. Vi ligger lige mellem den nye og den gamle del af byen og kan se Eiffels ”test” tårn, der er oplyst om aftenen.

Rundt om båden er der by-liv og alle, der går tur langs bredden kigger nysgerrigt og hilser. Vi bliver hurtigt lidt af en attraktion. Et par musikere øver på livet løs og vi falder i snak med dem. De fortæller, at akustikken lige netop her, hvor vi befinder os, er helt speciel.

Hele eftermiddagen kan vi følge dem i deres arbejde og om aftenen, da vi alligevel griller ved bredden, byder vi dem på mad. De bliver meget glade og snakken går, selvom det er på en blanding mellem engelsk, fransk, spansk og tegnsprog. Det er vi nu ved at være vant til. Signes skolefransk rækker ikke meget længere end til at spørge om vej til supermarkedet og det samme gælder franskmændenes engelsk, men det var vi jo klar over før vi tog afsted. Den ene af musikerne inviterer os hjem til sig og efter lidt overvejelse bliver vi enige om, at det skal være dagen efter. Hele aftenen til omkring midnat er der musik på båden og vi håber på at kunne sove længe dagen efter.

Torsdag d. 6. oktober 2011

Vi er blevet vant til at stå op før klokken otte og sejle cirka en time efter, men da vi har besluttet at blive nogle dage i Lyon er vi ikke helt tilfredse med at vågne samme tid som vi plejer. Vi tuller lidt rundt i byen og om eftermiddagen bliver vi ringet op af vores nye franske ven, der udskyder vores aftale til om fredagen.

En hel aften uden en plan i Lyon betyder, at vi beslutter os for at se hvordan Lyons bar-liv fungerer. Det er i den gamle del af byen og med hinanden under armen traver vi afsted. Da det er et stykke tid siden vi har været i nærheden af andre mennesker synes Signe, at det er passende at iføre sig 10 cm høje plateau sko. Hurtigt, men for sent finder hun ud af, at der er en grund til at alle unge piger og kvinder i Lyon går rundt i flade sko. Gaderne er frygtelig stejle og der er brosten over alt!! Sørg for at researche noget bedre næste gang!

Aftenen går på hæld og Marius får slæbt sin kone hen på en rock-bar, der serverer store øl og høj musik: ”Bad food - lousy service - loud music”, men vi nyder det og kommer meget meget sent i seng.

Fredag d. 7. oktober 2011

Det lykkedes os at sove længe, men sådan noget druk-søvn er ikke særlig solidt. Vi er små og ynkelige efter nattens strabadser og synes overhovedet ikke det er fedt at ligge inde midt i en storby. Alle mennesker kigger underligt på os og vi stinker af muggen gnu efter byturen dagen før + vi ikke har været i et rigtigt bad i lang tid. Tømmermændene gør os hudløse og paranoide. Vores aftale med vores franske ven gør os om muligt endnu mere paranoide og vi overvejer om det nu virkelig var så god en idé overhovedet at sige ja.

Heldigvis får vi taget os sammen og klokken otte om aftenen sidder vi i en bus på vej ud til Sébastien og hans kæreste, Severin, der bor i Oullins, cirka 30 min. uden for Lyon.

Da vi træder inden for i det lille hyggelige hjem kigger vi på hinanden og skammer os. Der er dækket op på deres bord med alt hvad hjertet kan begære af fransk mad og hele kvarteret dufter af Sébastiens mad. Tænk, hvis vi ikke var kommet og de havde stået med alt det! Der er syv eller otte forskellige oste, seks forskellige patéer, vindruer, salat, olie, eddike, pølser og meget meget mere.

Stemningen er god og afslappet. Severin er god til engelsk og samtalen flyder let og ubesværet. Vi griner og fortæller historier fra vores tur og vores værter fortæller om Frankrig og om sig selv. De er positive og gæstfrie og vi føler os meget velkomne. Klokken er fire før vi atter er på Alma og vi er overstadige og glade for endnu et møde med rare og åbenhjertige mennesker.

Nu kan vi ikke holde til mere storby i denne omgang. Da vi får øjne op ad lørdag formiddag starter vi motoren og lægger fra. Afsted. Vi sejler ikke ret langt, men langt nok til at vi kan være alene og uden folk kigger ind i båden hele tiden. Vi er stadig rundtossede efter alle de nye indtryk og det bliver en meget stille dag.

Søndag d. 9. oktober 2011

Planen er, at vi skal have provianteret. Vi mangler efterhånden alt og med rygsækken på begiver vi os ind i Givors for at finde et supermarked. I stedet finder vi et marked med alt hvad vore hjerter kan begære og provianteringen kan begynde. Frugt og grøntsager, kød, pålæg, det er jo det her vi har gået rundt derhjemme og sukket efter. Gad vide hvorfor vi ikke er stødt på det noget før? Vi har trods alt været afsted i tre måneder. De to fynske madklaver er jublende glade og på trods af regnen kan vi atter mærke eventyret boble inden i os.

Den sidste af vores 15 lydbøger bliver sat på og vi lytter til endnu en af Ken Follets spændingdromaner. Det er skønt at kunne sejle afsted med vores lille hjem og høre historier imens. Vi regner med, at der går en uge før vi er i Middelhavet. Om aftenen lægger vi til i en lille havn og går om bord i madvarerne.

lørdag den 1. oktober 2011

Søndag d. 25. september 2011.

Vi sejler afsted i sneglefart på grund af de mange sluser, der igen er automatiske.

Marius før og efter valgaftenen.

For hver halve kilometer er der en sluse og det er hårdt arbejde at holde båden nogenlunde stille, især for dem med dej-arme. Vi bliver dog hurtigt bedre til det.

Ved en af sluserne får vi selskab af en dame i en motorsejler. Det ser ud som om det er hårdt arbejde for hende også, men vi er trods alt to om bord til at gøre arbejdet. Da vi tilsyneladende skal samme vej hjælper vi lidt til og vi falder i snak.

Marius i sit/sine rette element/er
















Om aftenen beslutter vi at spise sammen. Da vi lægger til er der en båd mere med en enlig mand om bord og vi ender med at spise sammen alle fire. Vi får grillet den sidste halve meter ål fra Dinant (den by, som opfinderen af saxofonen kom fra, Adolphe Sax) i Belgien. Det er super hyggeligt at møde nye mennesker, kvinden, Kathrin, er fra Schweiz og manden, Michel, er franskmand, begge i 60’erne.

Kathrin på båden Irena

Vi møder trods alt ikke så mange mennesker på turen, da vi er to og allerede er lidt af en institution. Det giver et kæmpe energi-boost at møde nye mennesker.


Michel på båden Le Moulin Banet (nogle, der kan fortælle os hvad "banet" betyder?)




Michel og Taboo

Senere på aftenen, da de er gået sidder vi og snakker lidt om dagens begivenheder, da vi hører hvinende bremser efterfulgt af et brag så højt, at vi begge bliver helt stille i indtil flere sekunder bagefter. Det er tydeligt, at det skete meget tæt på os, lige på den anden side af kanalen, der ikke er mere end tyve meter bred. Vi er lidt rådvilde og ved ikke lige hvad vi skal stille op med vores viden, men Marius beslutter at hoppe på cyklen med telefon, lommelygte og førstehjælps-kuffert.

Der går lang tid før han er tilbage. Han fortæller, at der ganske rigtigt var et biluheld, og et af de slemme, men ofrene var smuttet. På trods af, at bilen var totalsmadret og at der var blodspor, havde man åbenbart ikke haft lyst til at blive fundet. Det viste sig nemlig, at det var en stjålen bil og de mennesker, som Marius havde fået fat i virkede også som om de var ligeglade. Da det var lykkedes for dem at stikke af, må vi gå ud fra, at de var ok på trods af det der var sket. Nogle af ofrenes venner var kommet forbi og fortalt Marius, at de var ok, men over alle bjerge, mere ville de ikke sige.

Mandag d. 26. september 2011.

Vi stopper nogle kilometer fra Bain-Les-Bain. Her skulle være nogle varme kilder med helbredende kraft. Gå turen fra båden og til byen er lang og hed. For det første er den form for motion, som vi får på båden på ingen måde konditionstræning og det bakkede landskab giver os kamp til stregen. For det andet bager solen lige ned på os og det er omkring 30 grader, mindst.

video

Da vi endelig når byen har vi virkelig brug for nogle kilder med helbredende kraft, med det viser sig, at det evige liv er lukket for os. Det har kun åbent om morgenen. Det har vi ikke tålmodighed til og vi vandrer den varme tur tilbage til Alma. Det var heller ikke helt billigt. Vores i forvejen stramme budget ville ikke have kunnet klare det.

Nej, jeg vil ikke op i dag. Jeg bliver i sengen, så må du sejle mig hvorhen du vil!







Tirsdag d. 27. september 2011.

I dag er det Signes mors fødselsdag. På mærkedage er det meget tydeligt, at vi er langt væk hjemmefra. Til hverdag mærkes det ikke rigtigt, da vi oplever på meget hele tiden. Vi sejler til Corre og møder atter Kathrin og Michel. Det føles som at møde gamle venner og vi hilser glade og jublende på hinanden og aftaler at gå ud og spise om aftenen.

Den havn, som vi overnatter i de næste to dage har brusebad og det går op for os, at vi ikke har fået et rigtigt bad siden Paris. Det er meget tiltrængt nu!

Torsdag d. 29. september 2011.

Vi får sejlet rigtig meget og langt. Vi har ikke tusind sluser, som vi skal igennem og farten er sat op fra 6 km/t til 15 km/t. Det er en kæmpe stor forskel. I stedet for at nå 15 km på en dag når vi denne dag 80 km. Vi er jublende glade.

I dag er det så Signes søster, Sara, der har fødselsdag. Ih, hvor ville det have været smart med sin egen lille helikopter, så man kunne nå at få det bedste fra begge verdner! Øv, men tillykke søde Sara har fra Alma.

Vi er blevet ret gode til at spise billigt og lækkert. Vi får grillet kylling til aften og får næsten tårer i øjnene. Det smager hamrende godt. Tror vi bliver nogle tykke nogle før vi atter er i DK igen.

Om få dage er vi i Lyon, i hvert tilfælde, hvis vi kan holde det her tempo.