Vi ankommer til Elba d. 27. januar 2012 og det første vi gør er at gå op på uffice for at betale. Der sidder en ung kvinde, der taler en smule engelsk og hun spørger: ”Do you want to pay?” Marius svarer: ”Only if we have to.” Hun spørger så hvor stor båden er og da Marius svarer at den er 10 meter siger hun: ”It is freeee.” på et skønt itali-engelsk.
Et af de få øjeblikke, hvor solen titter frem imens vi er på Elba og vi nyder det i fulde drag.
Vi nyder den smukke natur, men Signe, der lider frygteligt af højdeskræk synes dog der er visse passager på turen, der er lige lovlig usikre.
Lille menneske på vandring.
På vej ned af bjerget igen begynder det at sne, det er helt fantastisk smukt, men isnende koldt.
Kaptajnen leger som det naturbarn han er.
Signe holder hvil i en stenhytte, der tidligere blev brugt af gedehyrderne. "Lad lige være med at tage billeder, når jeg er totalt rød i hovedet af at kravle rundt her som en anden bjergged!"
Der er koldt på toppen.
I tre dage efter den tur må Marius følges med en gangbesværet kvinde, der med stive ben halter rundt ved hans side. Det er en af disse dage vi finder ud af, at det ikke er en helt vildt god idé at tage på tur til en by når man følges med Halte-Signe og byen man besøger ligger placeret på en bjergside. Vores tur til Portoferraio er meget komisk. Det er den største by på Elba, den er stor nok til at have tilegnet sig storbyens kaotiske trafik, men ellers virker den på samme tid enormt sæsonpræget og meget charmeforladt. Vi kommer forbi steder, hvor de unge hænger ud, ser en brugt sprøjte over for den bygning, hvor Napoleon sad og i det hele taget er byen meget trist, men vi hygger os rigtig meget og får kørt lidt rundt og set øen.
Punta Ala er en enorm havn, som er den næste vi kommer til. Den er som et ødeland midt i Italien. Massevis af både, men ingen mennesker, ingen almindelige huse, ingen butikker. Intet. Kun havnekontoret er åbent.
Det gør helt ondt inden i, når vi går rundt og ser på de mange skader omkring os.
Her ligger vi så, da endnu en storm bryder ud og vi undres, da det ikke virker som om ejerne af de andre både er særlig opmærksomme. Indtil flere af bådene får flået sejl itu og den båd, der ligger foran os får slået et stort hul i fribordet. Man kan stå oppe på broen og se lige ned i kabyssen.
Temperaturen er nede under 0 og vi priser os lykkelige over at have købt et lille varmeapparat kaldet brødristeren, som kæmper på livet løs for at varme Alma og besætningen op.
Lørdag d. 18. februar 2012
N 41° 44.219’
E 012° 14.886’
Onsdag den 15. når vi, efter et lille døgns sejlads, Porto Turistico di Roma. Turen fra Punta Ala er hurtig og effektiv, men utrolig kold. Vi taler bekymrede om hvor længe den kolde vinter skal blive ved med at holde fast i Italien. Vores hjemlige meteolog og nyhedskanal, Vita, fortæller om de enorme meter af sne, der har lagt sig over Rom og navigationskanalen, Alice, fortæller os, at der er klipper i vandet. Det er godt at vide, at der er hele to co-pilots, hvis vi ikke er helt på toppen ;-)
De næste dage går med støvsugning, oprydning, rengøring og tøjvask. Det er hårdt arbejde, men også rart. Vejret er utrolig smukt og lunt og vi spekulerer på, om vores co-pilots mon er klar over det?
Her lørdag er vi endelig ved at være på plads og vi glæder os til at få besøg. Det er kun tredje gang i løbet af vores tur vi får besøg. Før vi tog hjemmefra havde vi fået adskillige hensigserklæringer om besøg og vi tænkte dengang, at det ville blive til mere end et besøg om måneden og at vi ville få tryk på den lille båd. Sådan er det dog ikke gået og nu glæder vi os til at få besøg af Sille og Henrik, Marius’ lillesøster og hendes kæreste.
Der bliver gjort hovedrent på båden, så vi kan være bekendt at få besøg.