Gassen går af Alma

Onsdag den 12. oktober 2011.

Vi har lagt til i en meget charmerende middelalderby Viviers og skal i gang med at lave aftensmad, da gassen går af Alma.

Viviers set fra oven. Vi er på tur for at se en af de madonna-statuer, som befolkningen satte op i sin tid (altså i meget gamle dage) for at beskytte byen. Ved bredden tættest mod byen, kan man måske ane en havn, her ligger Alma.

Her står man så, med hakket oksekød til op over begge ører, og så er der ikke mere gas!! Skipper træder til og agerer problemknuser: "Lad os gå ud og spise!"

Der er ikke noget her i verden, der kan gøre besætningen på Alma mere lykkelig end et restaurant-besøg. Og og og, det lykkedes os at finde den mest fantastiske lille restaurant. Alt det vi ellers har spist ned gennem Europa når ikke det her sted til sokkeholderne. Det er himmelsk, charmerende og betjeningen er helt i top. Vores værtinde agerer kæmpe gamba-reje, for at forklare hvad menuen står på. Glem frølår og snegle i Paris og tag til Viviers.

En af de små charmerende gader i Viviers.

I havnen, der er lukket for vinteren, ligger en anden dansk båd, Extra. De er flinke og forsøger at hjælpe os med at finde en god løsning til vores gas. I sidste ende må vi dog indse, at vi er nødt til at skifte hele det danske system ud med et, der er kompatibelt med de franske gasflasker. På den måde er tingene sikre og det viser sig, at det heller ikke var så dyrt, som vi havde frygtet. Det er sjovt at tale med et par gæve jyder, da det er ved at være lang tid siden vi er stødt på danskere.

Som tak for hjælpen giver vi dem en af vores lydbøger. Det kan jo være, at de kan komme til at holde lige så meget af det som vi gør. De giver os et par gamle sladderblade og hele dagen efter sidder vi paralyserede og læser om Amy's sidste dage, tragedien i Norge, Jennifer Anistons nye kæreste og om hvorvidt Paris Hilton er "has been". Det er helt eventyrligt og godt som tidsfordriv, da Mistral-vinden har indhentet os og giver os lidt for megen medvind.

Fredag den 14. oktober 2011.

Vi følges med den danske båd Extra fra Horsens og håber på, at sluserne kan gøres hurtigere, når vi er to pleasure boats, men ak. Den første sluse tager mere end to timer fra vi ankommer til vi er kommet ud på den anden side.

Extras skipper har taget et billede af os inde i slusen ved Bolléne. Det er en af de vinkler vi selv har svært ved. Vi bliver sluset 23 meter ned.

Det er ikke selve slusningen, der tager 7 min. men ventetiden før, der virker uendelig. Vi har langt fra så mange sluser, som længere nord på, til gengæld er de enorme og der er mange flere industrifartøjer her hvor floden er bredere.

Sluse nummer to er meget hurtigere, vi kan sejle lige ind i den uden ventetid - forrest sejler en franskmand, bagefter Extra og til sidst Alma. Måske det er en god idé, at have en med, der kan sproget + det faktum, at vi er tre lyst-både, hvilket er minimum før slusefolket skal tage os med igennem.

Vi lægger os i en lille charmerende havn, Port 2 - l'Ardoise

og til vores store forbløffelse er den helt oversvømmet...med danske både. Der ligger 5 andre danske både + vores nye følgesvend Extra og så Alma.

Nu nærmer vi os efterhånden Middelhavet så meget, at vi begynder at kunne mærke trangen til saltvand. Meget kan man sige om det her flodsejlads, men vi glæder os til at kunne hoppe i havet. Floder og kanaler er ikke så indbydende.

På onsdag skal vi se Alice og Kurt, det bliver skønt og vi har tilmed sørget for, at de kunne medbringe en smule danske forsyninger, bøger, lydbøger og måske endda en skive rugbrød?

Lyon

Onsdag d. 5. oktober 2011

Endelig dukker Lyon op og vi kan sejle lige ind i byen og lægge til blandt musikere og unge mennesker, der holder til hvor Saone og Rhône floden mødes. Byen er smuk og hvid og vores udsigt helt utrolig. Vi ligger lige mellem den nye og den gamle del af byen og kan se Eiffels ”test” tårn, der er oplyst om aftenen.

Rundt om båden er der by-liv og alle, der går tur langs bredden kigger nysgerrigt og hilser. Vi bliver hurtigt lidt af en attraktion. Et par musikere øver på livet løs og vi falder i snak med dem. De fortæller, at akustikken lige netop her, hvor vi befinder os, er helt speciel.

Hele eftermiddagen kan vi følge dem i deres arbejde og om aftenen, da vi alligevel griller ved bredden, byder vi dem på mad. De bliver meget glade og snakken går, selvom det er på en blanding mellem engelsk, fransk, spansk og tegnsprog. Det er vi nu ved at være vant til. Signes skolefransk rækker ikke meget længere end til at spørge om vej til supermarkedet og det samme gælder franskmændenes engelsk, men det var vi jo klar over før vi tog afsted. Den ene af musikerne inviterer os hjem til sig og efter lidt overvejelse bliver vi enige om, at det skal være dagen efter. Hele aftenen til omkring midnat er der musik på båden og vi håber på at kunne sove længe dagen efter.

Torsdag d. 6. oktober 2011

Vi er blevet vant til at stå op før klokken otte og sejle cirka en time efter, men da vi har besluttet at blive nogle dage i Lyon er vi ikke helt tilfredse med at vågne samme tid som vi plejer. Vi tuller lidt rundt i byen og om eftermiddagen bliver vi ringet op af vores nye franske ven, der udskyder vores aftale til om fredagen.

En hel aften uden en plan i Lyon betyder, at vi beslutter os for at se hvordan Lyons bar-liv fungerer. Det er i den gamle del af byen og med hinanden under armen traver vi afsted. Da det er et stykke tid siden vi har været i nærheden af andre mennesker synes Signe, at det er passende at iføre sig 10 cm høje plateau sko. Hurtigt, men for sent finder hun ud af, at der er en grund til at alle unge piger og kvinder i Lyon går rundt i flade sko. Gaderne er frygtelig stejle og der er brosten over alt!! Sørg for at researche noget bedre næste gang!

Aftenen går på hæld og Marius får slæbt sin kone hen på en rock-bar, der serverer store øl og høj musik: ”Bad food - lousy service - loud music”, men vi nyder det og kommer meget meget sent i seng.

Fredag d. 7. oktober 2011

Det lykkedes os at sove længe, men sådan noget druk-søvn er ikke særlig solidt. Vi er små og ynkelige efter nattens strabadser og synes overhovedet ikke det er fedt at ligge inde midt i en storby. Alle mennesker kigger underligt på os og vi stinker af muggen gnu efter byturen dagen før + vi ikke har været i et rigtigt bad i lang tid. Tømmermændene gør os hudløse og paranoide. Vores aftale med vores franske ven gør os om muligt endnu mere paranoide og vi overvejer om det nu virkelig var så god en idé overhovedet at sige ja.

Heldigvis får vi taget os sammen og klokken otte om aftenen sidder vi i en bus på vej ud til Sébastien og hans kæreste, Severin, der bor i Oullins, cirka 30 min. uden for Lyon.

Da vi træder inden for i det lille hyggelige hjem kigger vi på hinanden og skammer os. Der er dækket op på deres bord med alt hvad hjertet kan begære af fransk mad og hele kvarteret dufter af Sébastiens mad. Tænk, hvis vi ikke var kommet og de havde stået med alt det! Der er syv eller otte forskellige oste, seks forskellige patéer, vindruer, salat, olie, eddike, pølser og meget meget mere.

Stemningen er god og afslappet. Severin er god til engelsk og samtalen flyder let og ubesværet. Vi griner og fortæller historier fra vores tur og vores værter fortæller om Frankrig og om sig selv. De er positive og gæstfrie og vi føler os meget velkomne. Klokken er fire før vi atter er på Alma og vi er overstadige og glade for endnu et møde med rare og åbenhjertige mennesker.

Nu kan vi ikke holde til mere storby i denne omgang. Da vi får øjne op ad lørdag formiddag starter vi motoren og lægger fra. Afsted. Vi sejler ikke ret langt, men langt nok til at vi kan være alene og uden folk kigger ind i båden hele tiden. Vi er stadig rundtossede efter alle de nye indtryk og det bliver en meget stille dag.

Søndag d. 9. oktober 2011

Planen er, at vi skal have provianteret. Vi mangler efterhånden alt og med rygsækken på begiver vi os ind i Givors for at finde et supermarked. I stedet finder vi et marked med alt hvad vore hjerter kan begære og provianteringen kan begynde. Frugt og grøntsager, kød, pålæg, det er jo det her vi har gået rundt derhjemme og sukket efter. Gad vide hvorfor vi ikke er stødt på det noget før? Vi har trods alt været afsted i tre måneder. De to fynske madklaver er jublende glade og på trods af regnen kan vi atter mærke eventyret boble inden i os.

Den sidste af vores 15 lydbøger bliver sat på og vi lytter til endnu en af Ken Follets spændingdromaner. Det er skønt at kunne sejle afsted med vores lille hjem og høre historier imens. Vi regner med, at der går en uge før vi er i Middelhavet. Om aftenen lægger vi til i en lille havn og går om bord i madvarerne.

Søndag d. 25. september 2011.

Vi sejler afsted i sneglefart på grund af de mange sluser, der igen er automatiske.

Marius før og efter valgaftenen.

For hver halve kilometer er der en sluse og det er hårdt arbejde at holde båden nogenlunde stille, især for dem med dej-arme. Vi bliver dog hurtigt bedre til det.

Ved en af sluserne får vi selskab af en dame i en motorsejler. Det ser ud som om det er hårdt arbejde for hende også, men vi er trods alt to om bord til at gøre arbejdet. Da vi tilsyneladende skal samme vej hjælper vi lidt til og vi falder i snak.

Marius i sit/sine rette element/er

Om aftenen beslutter vi at spise sammen. Da vi lægger til er der en båd mere med en enlig mand om bord og vi ender med at spise sammen alle fire. Vi får grillet den sidste halve meter ål fra Dinant (den by, som opfinderen af saxofonen kom fra, Adolphe Sax) i Belgien. Det er super hyggeligt at møde nye mennesker, kvinden, Kathrin, er fra Schweiz og manden, Michel, er franskmand, begge i 60’erne.

Kathrin på båden Irena

Vi møder trods alt ikke så mange mennesker på turen, da vi er to og allerede er lidt af en institution. Det giver et kæmpe energi-boost at møde nye mennesker.

Michel på båden Le Moulin Banet (nogle, der kan fortælle os hvad "banet" betyder?)

Michel og Taboo

Senere på aftenen, da de er gået sidder vi og snakker lidt om dagens begivenheder, da vi hører hvinende bremser efterfulgt af et brag så højt, at vi begge bliver helt stille i indtil flere sekunder bagefter. Det er tydeligt, at det skete meget tæt på os, lige på den anden side af kanalen, der ikke er mere end tyve meter bred. Vi er lidt rådvilde og ved ikke lige hvad vi skal stille op med vores viden, men Marius beslutter at hoppe på cyklen med telefon, lommelygte og førstehjælps-kuffert.

Der går lang tid før han er tilbage. Han fortæller, at der ganske rigtigt var et biluheld, og et af de slemme, men ofrene var smuttet. På trods af, at bilen var totalsmadret og at der var blodspor, havde man åbenbart ikke haft lyst til at blive fundet. Det viste sig nemlig, at det var en stjålen bil og de mennesker, som Marius havde fået fat i virkede også som om de var ligeglade. Da det var lykkedes for dem at stikke af, må vi gå ud fra, at de var ok på trods af det der var sket. Nogle af ofrenes venner var kommet forbi og fortalt Marius, at de var ok, men over alle bjerge, mere ville de ikke sige.

Mandag d. 26. september 2011.

Vi stopper nogle kilometer fra Bain-Les-Bain. Her skulle være nogle varme kilder med helbredende kraft. Gå turen fra båden og til byen er lang og hed. For det første er den form for motion, som vi får på båden på ingen måde konditionstræning og det bakkede landskab giver os kamp til stregen. For det andet bager solen lige ned på os og det er omkring 30 grader, mindst.

Da vi endelig når byen har vi virkelig brug for nogle kilder med helbredende kraft, med det viser sig, at det evige liv er lukket for os. Det har kun åbent om morgenen. Det har vi ikke tålmodighed til og vi vandrer den varme tur tilbage til Alma. Det var heller ikke helt billigt. Vores i forvejen stramme budget ville ikke have kunnet klare det.

Nej, jeg vil ikke op i dag. Jeg bliver i sengen, så må du sejle mig hvorhen du vil!

Tirsdag d. 27. september 2011.

I dag er det Signes mors fødselsdag. På mærkedage er det meget tydeligt, at vi er langt væk hjemmefra. Til hverdag mærkes det ikke rigtigt, da vi oplever på meget hele tiden. Vi sejler til Corre og møder atter Kathrin og Michel. Det føles som at møde gamle venner og vi hilser glade og jublende på hinanden og aftaler at gå ud og spise om aftenen.

Den havn, som vi overnatter i de næste to dage har brusebad og det går op for os, at vi ikke har fået et rigtigt bad siden Paris. Det er meget tiltrængt nu!

Torsdag d. 29. september 2011.

Vi får sejlet rigtig meget og langt. Vi har ikke tusind sluser, som vi skal igennem og farten er sat op fra 6 km/t til 15 km/t. Det er en kæmpe stor forskel. I stedet for at nå 15 km på en dag når vi denne dag 80 km. Vi er jublende glade.

I dag er det så Signes søster, Sara, der har fødselsdag. Ih, hvor ville det have været smart med sin egen lille helikopter, så man kunne nå at få det bedste fra begge verdner! Øv, men tillykke søde Sara har fra Alma.

Vi er blevet ret gode til at spise billigt og lækkert. Vi får grillet kylling til aften og får næsten tårer i øjnene. Det smager hamrende godt. Tror vi bliver nogle tykke nogle før vi atter er i DK igen.

Om få dage er vi i Lyon, i hvert tilfælde, hvis vi kan holde det her tempo.