Onsdag d. 30. november 2011
N 43° 08.184’
E 006° 22.527’
Måske bør vi lige fortælle om en lille episode fra markedspladsen dagen før, torsdag d. 24. november 2011. Som altid kan Signe ikke gå rundt i 20 min. uden at skulle på toilettet, men til alt helt er markedspladsen udstyret med et af de her selvrensende toiletter. Solen skinner kraftigt og Signe kan ikke se, at der er optaget. Der kommer en mand ud og siger en masse hurtigt efter hinanden på fransk, men hun ikke har fået sine 50 cent igen og derfor går hun bare direkte ind. Så sker der ellers ting og sager. Toilettet skyller og begynder at tørre og imens bliver gulvet skyllet over og det samme gør Signes fødder og bukseben. Da hun står i døren og spekulerer over hvor det mon gik galt. Det samme tænker Marius helt sikkert, da han i samme øjeblik kommer hen til hende og ser de våde fødder og bukser. En skøn dag på markedet!!
Nå, men sidst vi skrev var den fredag, hvor vi skulle ud og spise og det endte med at blive lidt af en mundfuld. Bordet ved siden ad os var meget højtrystede og så snart vi havde fået hver vores mega bøf serveret fór de op og greb fat i hinandens trøjer og forsøgte at slå. Heldigvis havde deres venner fat i dem og det eneste der kom til skade var tallerkner og glas og måske et par forslåede ego’ere. Snart forsvandt de ud i natten med et par noget betuttede piger, der ikke så ud som om de synes optrinnet havde været særlig morsomt.
Ejerne af restauranten var tydeligvis berørte og lidt flove over situationen. De undskyldte over for os og forklarede, at deres gæster havde været fulde. Pyt, vi sad og fnes så snart de andre gæster var gået og var meget glade for, at ingen af dem forstod dansk, for så havde vi nok også fået et par på kassen.
Under hele middagen sad restaurantens lille fede bulldog-lignende hund med hovedet i Signes skød. Marius hældte en smule vand på den bag ejerne ryg, så hver gang den så ham løfte sit vandglas bakkede den væk fra ham på sine små kommode-ben. Ejerne sagde vi ikke skal give den noget, hvilket vi ikke gjorde, men efter dens reaktion og tykkelse var vi nok de eneste gæster, der ikke havde givet den mad.
Tror nok vores lille nye ven her hed Dédé
Mandag får vi endelig bid! Hver gang der er aktivitet i køkkenet, der gør, at der kommer noget ud ad afløbet i køkkenvasken, er der en kæmpeflok fisk omkring båden. Vi har tidligere forsøgt os med fiskeri, men ingen af os er ret tålmodige. Når vi kaster et stykke brød i vandet kommer de svømmende og plasker omkring båden, men hver gang vi sætter en krog ud, så holder de sig på afstand.
Om morgenen vågner Signe med løsningen: ”Vi sætter madding på, og så må de ikke se os.” Som forudsagt, så gjort. Vi sætter os, så fiskene ikke kan se os og der går ikke engang 5 min. før den første hugger på, men desværre når at springe af igen. Det gør den næste også, men så får vi den! En ca. 30 cm. stor fisk med smukke gule striber hele vejen ned langs siden. Tyve min. senere er der en mere. Vores bøger kan dog ikke fortælle os, hvad den hedder på dansk, men billedet viser tydeligt, at det er en boops boops/boga eller på tysk gelbstrimen.
Signe i færd med at få kroen ud af nettet.
Til de urolige kan vi fortælle, at vi har set en franskmand hive en op og præparere den og at vi ikke er blevet syge efter at have spist den. Det kræver en smule mod at få ordnet den, men vi bliver bedre til det hver gang. Den smager i øvrigt rigtig godt og vi får mod på at fiske mere og også på den måde spare lidt penge.
Det er nu ikke fordi vi kaster om os med pengene, men det er trods alt dyrere at sejle i Europa end mange andre steder i verden og oven i det ligger vi i en by, hvor der er liv og glade dage lige ned til havnen. Det er godt, da vi nu skal være her et stykke tid endnu og ikke kommer til at føle os helt så isolerede, men det er langt nemmere at lade sig friste end hvis vi havde overvintret på en lille ø midt i ingenting, hvilket vi i første omgang havde overvejet meget. Især kunne vi rigtig godt lige Porquerolles, men det var som om den lukkede helt ned i hverdagene hvilket ville have gjort det til lidt af en udfordring for os bare at overleve.
Det er fuldstændig umuligt at stå og gå i dag efter vores vandretur i går. Ikke nok med, at vi vandrede 12 km. i terræn, så gik vi også hele vejen hen til Cavaliére, en mindre tur på 4 km.
En drikkepause med en smuk udsigt. Turen var sat til at tage ca. 3,30 timer. Vi var nok ca. 4 timer om den.
Signe holder en tiltrængt pause. På trods af højderne var det en stor oplevelse, selv for dem med højdeskræk.
Egentlig var det meningen, at vi ville tage bussen, men som med så meget andet her i dette skøre land fyldt med Claude’s, så gik bussen ikke som planlagt.
Turen, som kaldes ”Les Balcons de Cavaliere”, er smuk som bare fa’en. Vi starter med en smule frokost, hvor vi får besøg af en fårehyrde, to hunde og en fåreflok, der også er i gang med deres frokost. Selve vandreturen starter med en voldsom stigning der gør, at vi med det samme puster og stønner, men udsigten over Le Cap Négre og Côte d’Azur er helt utrolig. Senere på turen møder vi endnu en hyrde, der fortæller, at det er en måde at vedligeholde kanterne langs vejen, men at det er omstændigt og ikke i ret manges interesse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar