Søndag d. 25. september 2011.

Vi sejler afsted i sneglefart på grund af de mange sluser, der igen er automatiske.

Marius før og efter valgaftenen.

For hver halve kilometer er der en sluse og det er hårdt arbejde at holde båden nogenlunde stille, især for dem med dej-arme. Vi bliver dog hurtigt bedre til det.

Ved en af sluserne får vi selskab af en dame i en motorsejler. Det ser ud som om det er hårdt arbejde for hende også, men vi er trods alt to om bord til at gøre arbejdet. Da vi tilsyneladende skal samme vej hjælper vi lidt til og vi falder i snak.

Marius i sit/sine rette element/er

Om aftenen beslutter vi at spise sammen. Da vi lægger til er der en båd mere med en enlig mand om bord og vi ender med at spise sammen alle fire. Vi får grillet den sidste halve meter ål fra Dinant (den by, som opfinderen af saxofonen kom fra, Adolphe Sax) i Belgien. Det er super hyggeligt at møde nye mennesker, kvinden, Kathrin, er fra Schweiz og manden, Michel, er franskmand, begge i 60’erne.

Kathrin på båden Irena

Vi møder trods alt ikke så mange mennesker på turen, da vi er to og allerede er lidt af en institution. Det giver et kæmpe energi-boost at møde nye mennesker.

Michel på båden Le Moulin Banet (nogle, der kan fortælle os hvad "banet" betyder?)

Michel og Taboo

Senere på aftenen, da de er gået sidder vi og snakker lidt om dagens begivenheder, da vi hører hvinende bremser efterfulgt af et brag så højt, at vi begge bliver helt stille i indtil flere sekunder bagefter. Det er tydeligt, at det skete meget tæt på os, lige på den anden side af kanalen, der ikke er mere end tyve meter bred. Vi er lidt rådvilde og ved ikke lige hvad vi skal stille op med vores viden, men Marius beslutter at hoppe på cyklen med telefon, lommelygte og førstehjælps-kuffert.

Der går lang tid før han er tilbage. Han fortæller, at der ganske rigtigt var et biluheld, og et af de slemme, men ofrene var smuttet. På trods af, at bilen var totalsmadret og at der var blodspor, havde man åbenbart ikke haft lyst til at blive fundet. Det viste sig nemlig, at det var en stjålen bil og de mennesker, som Marius havde fået fat i virkede også som om de var ligeglade. Da det var lykkedes for dem at stikke af, må vi gå ud fra, at de var ok på trods af det der var sket. Nogle af ofrenes venner var kommet forbi og fortalt Marius, at de var ok, men over alle bjerge, mere ville de ikke sige.

Mandag d. 26. september 2011.

Vi stopper nogle kilometer fra Bain-Les-Bain. Her skulle være nogle varme kilder med helbredende kraft. Gå turen fra båden og til byen er lang og hed. For det første er den form for motion, som vi får på båden på ingen måde konditionstræning og det bakkede landskab giver os kamp til stregen. For det andet bager solen lige ned på os og det er omkring 30 grader, mindst.

Da vi endelig når byen har vi virkelig brug for nogle kilder med helbredende kraft, med det viser sig, at det evige liv er lukket for os. Det har kun åbent om morgenen. Det har vi ikke tålmodighed til og vi vandrer den varme tur tilbage til Alma. Det var heller ikke helt billigt. Vores i forvejen stramme budget ville ikke have kunnet klare det.

Nej, jeg vil ikke op i dag. Jeg bliver i sengen, så må du sejle mig hvorhen du vil!

Tirsdag d. 27. september 2011.

I dag er det Signes mors fødselsdag. På mærkedage er det meget tydeligt, at vi er langt væk hjemmefra. Til hverdag mærkes det ikke rigtigt, da vi oplever på meget hele tiden. Vi sejler til Corre og møder atter Kathrin og Michel. Det føles som at møde gamle venner og vi hilser glade og jublende på hinanden og aftaler at gå ud og spise om aftenen.

Den havn, som vi overnatter i de næste to dage har brusebad og det går op for os, at vi ikke har fået et rigtigt bad siden Paris. Det er meget tiltrængt nu!

Torsdag d. 29. september 2011.

Vi får sejlet rigtig meget og langt. Vi har ikke tusind sluser, som vi skal igennem og farten er sat op fra 6 km/t til 15 km/t. Det er en kæmpe stor forskel. I stedet for at nå 15 km på en dag når vi denne dag 80 km. Vi er jublende glade.

I dag er det så Signes søster, Sara, der har fødselsdag. Ih, hvor ville det have været smart med sin egen lille helikopter, så man kunne nå at få det bedste fra begge verdner! Øv, men tillykke søde Sara har fra Alma.

Vi er blevet ret gode til at spise billigt og lækkert. Vi får grillet kylling til aften og får næsten tårer i øjnene. Det smager hamrende godt. Tror vi bliver nogle tykke nogle før vi atter er i DK igen.

Om få dage er vi i Lyon, i hvert tilfælde, hvis vi kan holde det her tempo.