Onsdag d. 21. marts 2012Tirsdag d. 13. kapper vi fortøjningerne og drager afsted fra Rom. Vi har ligget her i en måned og er blevet ret glade for stedet. Vi har boet i Porto Turistico di Roma, Ostia/Lido, en forstad til Rom. Selve havneområdet er forholdsvis nyt med butikker og restauranter og porte, der bliver afspærrede om aftenen. Den gamle del af byen er kendt for at være lidt af et råt miljø og vi får fortalt at det ikke er mere end et par måneder siden, der var en skudepisode med dødelig udgang. Pyha, godt vi ikke vidste det i starten.
Til gengæld er der højtalere langs hele havnepromenaden, der fra klokken 10 om morgenen til klokken 19 spiller de tre samme sange IGEN og IGEN og IGEN. ”Smooth Operator”, ”Can’t take my eyes off you” http://www.youtube.com/watch?v=NGFToiLtXro og en mere, der ikke lige er til at komme på, men mon ikke Sille og Henrik kan komme på den? Det nærmer sig lydtortur!
Imens vi har ligger i Rom har vi mødt nogle søde, sjove og rare mennesker, foruden dem vi havde besøg af. Et ungt par, Nikola og Mathilde fra Frankrig, der er på vej til Tunesien og derefter videre ud i den store verden i en 40’’ båd og med en stor ruhåret hønsehund og vi møder også en ung mand (på vores alder (!!)) der bor på sin båd. Han skal ind og mødes med nogle kollegaer om lørdagen, d. 10., og spørger om vi ikke vil med. Jo, hvorfor ikke opleve Rom i selskab med nogle, der rent faktisk bor her. Aftenen ender i selskab med det halve af Easyjet’s kabinepersonale (=stewardesser) og piloter og det er ret sjovt. Piloterne er mænd og kabinepersonalet er kvinder. De fleste af dem er briter og vores nye ven, James, er ½ irsk og ½ australier, så vi har ikke sprogproblemer.
Om mandagen før vores afrejse er James og hans kæreste så venlige, at komme og hente os med al vores indkøb og det gør bestemt provianteringen noget nemmere. Vi får også en masse nye film, så underholdningen er hjemme til de få regnvejrsdage.
Afsted med os, ud i det blå. Den første del af turen Rom-Barcelona går over til strædet mellem Sardinien og Korsika. Alt efter vind og vejr, som jo er de to eneste faktorer, der spiller ind, vil vi tage turen direkte videre eller blive på Sardinien og vente på godt vejr. Strækket varer cirka halvandet døgn. For en gangs skyld er vi begge lidt medtagede af søerne og det tager længere tid at vænne sig til det end det plejer. Måske fordi vi har ligget stille i en måned i Rom.
Da vi når Sardinien er det ved at være aften og vi beslutter at gå i havn og få fyldt op med diesel, så vi ikke risikerer at ligge helt stille uden vind midt ude i Middelhavet. Det sidste stykke tid har vinden nemlig været meget aftagende. Havnen er stille og fredelig, men den efterfølgende morgen synes både skipper og gast, at det har været et spøjst stop. To asiatiske kvinder kommer og spørger på spansk/kinesisk, om vi ikke lige vil sejle dem over på den anden side. Med sig har de en lille hund. Da vi ikke mener det er en god idé går de igen. Hunden bliver dog og det går op for os, at det ikke er deres. Vi kan ikke rigtig finde ud af hvem den tilhører. Den har ganske vist halsbånd på, men dens ejer er ikke til at få øje på. Til dem, der har set "Sex and the City" kan vi fortælle, at den ligner "Elizabeth Taylor", Charlotte's hund, men med en smule længere ben. Vi døber den "Panic".
Marius og Panic
Panic ligger og gør sig til. Hvorfor må jeg ikke komme om bord hos jer??
I Rom talte vi med James om, at vi havde været ved at fange en vild kattekilling i Corre og han mente, at vi skulle have os et kæledyr OG at han ville skaffe os et før vi tog fra Rom. Det blev dog heldigvis ikke til noget, men tanken er sjov, især nu hvor vi sidder med et lige i favnen, der hyler hjerteskærende og vil om bord på Alma. Der går indtil flere timer før vi får samlet os sammen og besluttet, at nu går vi altså i seng, og så må Panic sidde inde på broen og hyle. Næste dag er den væk. Til gengæld finder vi en død, indtørret blæksprutte oppe på dækket, der er blevet kastet derop enten af en bølge eller af Ægir. Hmm, så fik vi altså et kæledyr om bord, uanset om vi ønskede det eller ej.
Vores nye halvt-tørrede kæle-sprutte.
Vi har med vilje været en smule vage over for vores forældre hver især, da vi ved, at de ikke er helt trygge ved at have barn og svigerbarn til at ligge og vugge rundt ude på det store hav, så da vi allerede tidligt næste dag sejler videre siger vi det ikke til dem, men den dårlige samvittighed rumsterer stadig inden i Signe og den forsvinder først igen, da vi kan komme i sms-kontakt ud for Barcelonas kyst. Turen over ender da også med at tage et helt døgn længere end vi først havde beregnet, da vi som sagt var i havn på Sardinien, så det er nok, set i bagklogskabens klare lys, ok, at vi ikke sagde det til dem.
I lang tid har vi, når vi har skulle sejle i f. eks. et døgn, haft 4-timers vagter, men efter Alice fortalte os, at under 4 timers søvn svarer til den måde man torturer folk på, har vi besluttet at lave det om til 5-timers vagter. Det fungerer meget bedre. Pludselig er der en lille smule overskud både før og efter en vagt. Vi kan nå at spise sammen og lige hilse på hinanden før der er vagtskifte. Det er noget spøjst noget, at sejle afsted mand og kone og opdage, at vi savner hinanden, fordi vi konstant sover på skift (heldigvis ikke på samme tid).
Dagene smelter sammen og forsvinder i en grå masse, der bliver oplyst af små klare lyspunkter, f. eks. da Marius har en tidlig morgenvagt og får besøg af en enlig svale, der sætter sig og holder hvil på søgelænderet i et par timer samtidig med 5-6 delfiner svømmer rundt om båden imens solen står op. Bliver sejlads bedre end det? Bliver noget bedre end det?
En enlig svale en stille morgen.
Undervejs følger små flokke af delfiner os et lille stykke, men de gider ikke stå stille, så de kan blive filmet på tæt hold, så I må tro os, når vi fortæller det her. De var der altså. Det bliver også til et kort kig på en hval og to hajer.
Folk har fortalt os, at vinden i Middelhavet enten består af slet ingen vind eller alt for meget. Vi er tilbøjelige til at give dem ret. Vi forsøger så det er muligt, at sejle for sejl, det er jo en sejlbåd vi har, men Ægir og Middelhavet giver os kamp til stregen. Heldigvis er søsygen forsvundet og vi er efterhånden ved at være vant til lidt af hvert. Endnu en gang får vi en kælesprutte om bord. En stor sø har kastet en næsten helt ind i cockpittet. Denne her er 15-20 cm lang og ingen af os bryder os om at tænke på, at den vel teoretisk set kunne have ramt os lige i hovedet. Ardk!
Endnu en squid er kastet om bord på Alma.
Noget af det værste er, at have fri-vagt imens motoren kører, men vi har, kun, 12 motor-timer i løbet af de 5 dage vi er afsted. Vi må indse, at uanset hvor lang tid vi er afsted (ja, nu har vi jo ikke prøvet at sejle tværs over Atlanten i en måned i træk ;-)) er det det første døgn, der er det hårdeste. De efterfølgende 5 døgn kommer vi ind i en rytme og kan begynde og nyde det vi ser omkring os, månen, der er mere og mere aftagende, som dagene og nætterne går, morilden i vandet omkring os, et utal af smukke dalende stjerneskud, farverne på vandet, og max. et andet skib i døgnet i snit. Der er så meget i sejloplevelsen, det er så sanseligt, at det kan være svært at beskrive. Et eksempel er netop svalen, hvor mange mennesker ville man fortælle det til, hvis det var en helt almindelig dag man havde set den?
Traditionel gæsteflags-hejsning med Barcelona i baggrunden.
Vi nyder stadig godt af vores fryns fra Audioteket. Til jul fik vi en bærepose så tung og så fuld af skønne lydbøger og de er dejlige at sidde og lytte til. Signe når at lytte sig gennem 2 1/2 i løbet af dagene på havet og det betyder også, at vi kan tale sammen om noget andet end sejlads. Bøgerne er også gode til at distrahere én, når motoren kører, for så hører man ikke motoren på samme måde. Noget, som vi også havde stor glæde af på floderne, da motoren kørte non-stop i 8 timer.
Et par delfiner, der ikke vil stå stille imens vi filmer dem.
