Home sweet home - Sixhaven

Tirsdag d. 24. juli 2012

Sixhaven

Vi har måtte lære alting forfra efter vi blev alene og Svend Erik og "La Petit" sejlede til højre mod Tyskland og vi mod venstre og Amsterdam. Det har været dejligt at følges med en anden dansk båd og kunne sludre når vi kom ind.

Flodsvin!

Dette yndige billede af livets forfald er taget langt ude på landet mellem 's Hertogenbosch og Amsterdam lige midt i morgenkaffen. Vi så et mere et stykke oppe af kanalen. Ardk!

I lang tid har vi måtte finde os i det udstadige hollandske vejr, der minder om det danske til forveksling, men det stopper ikke skipper i at tage en slapper.

I 's Hertogenbosch er der marked, det er onsdag d. 18. juli 2012 og vi er nærmest i ekstase, da vi finder rugbrød, eller roogebroot, og røget makrel. Nu kan vi mærke danskheden trække i os og vi kan regne os frem til, at vi kan være i Amsterdam i den følgende weekend og i Danmark weekenden efter...det er dog før vi får talt med kranføreren...

Mmmm, det smager af dansk sommer.

Marius i modvind.

Fredag d. 20. juli 2012 

Vi anduver Amsterdam sent om eftermiddagen og ligger nu godt i Sixhaven. Det er den samme havn, som vi lå i, da vi fik besøg af Mattis og René, da vi var på vej mod syd. Home sweet home, det er næsten som at komme hjem. Gaderne i syndens by er de samme, damerne i vinduerne lige så ;-)

Vi får en overvældende velkomst af et tysk par, som også lå ved siden af os sidst vi var her. De har fulgt ivrigt med på bloggen og kan straks genkende båden og os. Desværre når de at smutte før vi får snakket ordenligt sammen (Hvis I læser det her får I lige en "Gute Reise" med på vejen).

Nogle andre damer, som vi pludselig kommer i kontakt med er Kalle-pigen og Mette (Kalle aka Michaela er en af Signes gamle gymnasieveninder) og heldigvis er der da lige tid til en rigtig hyggelig middag sammen før vi må tilbage og ordne, ordne og ordne før masten skal på på onsdag. Det er bare skønt at møde gamle venner når man er langt hjemmefra.

Mette, Kalle-pigen, Signe og Marius.

Det er ikke alle både, der lige kan gå ind i enhver havn.

Er det tjald eller hjemme-krøl? Man ved det ikke, det er jo trods alt Amsterdam...

Imorgen skal masten på. Båden er så klar som nogensinde, spørgsmålet er bare om vi også er det. Vi har intet fysisk foretaget os siden vi kom ind på de små kanaler midt i Frankrig og er blevet nogle særdeles dovne hunde. Kan vi overhovedet huske hvordan man sejler med sejl?

Det er tydeligt på os begge, at vi nærmer os Danmark og familie og venner. Vi glæder os rigtig meget til at se alle igen og bliver en smule skuffede, da kranen først er klar til os om onsdagen. Nå, sådan er det jo og Amsterdam er en af de mest fantastiske byer at besøge og den kan sagtens ses to gange på et år. Snart er masten på og så må vi vente på det rigtige vejr. Går alt som det skal, dvs. at vejret arter sig, kan vi være hjemme i løbet af en uge eller måske et par dage ekstra. Vi ses om lidt.

Kabelbrud

Fredag d. 13. juli 2012

Vores papir-bryllupsdag bliver fejret i Namur. Her åbner vi kufferten med de små søde papir-hjerter fra familien stokholm mollerup. Der er mange søde og sjove beskeder. På et af dem står: ”Fåck jer – gider ikk giftes”, afsender anonym ;-) Hvem af vores dejlige bryllupsgæster mon var i så højt humør? Rolig nu, det er jo ikke dig, der skulle giftes, det var jo os.

I går sejler vi så afsted mod Liége. Belgien er smuk i den sydlige del, der grænser ned mod Frankrig, men her hvor vi sejler i øjeblikket er det kun industri. Det er meget ucharmerende, kanterne på kanalen er høje og cement-agtige og bliver ved med at kaste vandet tilbage. Det betyder, at bådenes kølvand bliver ved med at ligge og vugge Alma rundt.

Sluserne er enormt store. Vi bliver sluset omkring 4-5 meter ned og skal ligge side om side med de store pênicher/barchs på flere hundrede meter. Det er ikke en nem sag.

Normalt sejler man ind i slusen og binder sig fast og sætter motoren i tomgang, men de store erhvervsejlere stopper ikke skruen. De lægger en enkelt fortøjning på og så lader de skruen holde den mange mange ton tunge båd på plads. Det gælder om at få kontakt med skipperen og bede ham stoppe skruen, ellers ryger vores små både rundt i bassinet. Det er ikke alle erhvervskipperne der bekymrer sig om de små lystbåde.

På vej ud af en af de store sluser holder gashåndtaget op med at fungere. Det er Signe der styrer og hurtigt må vi ind til siden og binde os fast imens der stadig er lidt fart på båden. Det viser sig at kablet til gashåndtaget er knækket. Resten af turen må vi sejle afsted med Marius stående nede i motoren og holde gassen nede og Signe som øjne. Det er rart at have ”La Petit” med lige i hælene, hvis der skulle ske noget. Det gør der nu ikke og vi kommer sikkert i havn.

Klokken halv to er cykelmyggen Marius tilbage fra sin mission kabel. Missionen er lykkedes og om få timer har vi forhåbentlig Alma oppe og sejle igen.

Skipper får Dinant

Onsdag d. 11. juli 2012

Efter at være kommet over de sidste par bjerge i det nordlige Frankrig og Belgien har vi fået noget vejr, der minder en smule om det vi er vant til derhjemme. Sol og nogen skyer, mest gråt, men mulighed for opklaring op på dagen og med nogle gevaldige byger ind imellem.

 

Skybrud over skipper

De sidste par dage er gået med at holde fast i følelsen af at være afsted på langfart, for selvom vi ikke er hjemme endnu, kan det sagtens mærkes at vi nærmer os. Vi laver en masse god mad og det bliver indtaget i godt selskab sammen med vores følge-Svend-Erik. 

Vi har nu fulgtes i en lille måneds tid, siden Epinal, og det er rigtig hyggeligt at følges med en anden dansker. Det betyder, at vi blandt andet kan nyde diverse danske traditioner sammen, f. eks. som med Skt. Hans aften, der kræver en vís forståelse. 

Når fødderne stikker ud ved vi, at der er nogen hjemme.

Svend Erik har budt på mad med efterfølgende dessert. Skipper ser mildest talt bekymret ud, men det gled da ned alligevel. Billedet er fra Charleville, hvor vi også lå på vej den anden vej, og hvor Alma lå imens vi boltrede os i byernes by, kærlighedens by, lysenes by, Paris.

Et smukt smukt stop, Rocher des Dames, lige før vi når Belgien. Her bliver der endnu en gang tændt op i grillen.

Da vi når Dinant mener Svend Erik, at det er på tide, at han "laver" mad og han inviterer os ud og spise i en sådan grad, så skippers lille mave bliver stor og oppustet og han mener at have fået "Dinant".