Opsamlingsheat fra telefonen og måske de sidste billeder fra denne tur

Lørdag d. 4. august 2012

En gang imellem er det ikke til at huske at tage kameraet med og så står man med en lille mobiltelefon. Heldigvis er sådan en jo bedre end ingenting, for genierne har sat kamera ind i dem nu om stunder. Nu er den blevet tømt for de sidste billeder fra turen, da vi jo er ved at være ved vejs ende.

Skipper holder frokostpause

Smukke smukke Frankrig

Ved siden af de franske sluser ligger et lille hus, der i de gode gamle dage var beboet af den mand, der betjente slusen. Nogle steder er det stadig sådan, andre steder er husene helt lukkede og vinduer og døre er spærret af og andre steder igen, så som dette, bor Snehvide og de 17 små dværge.

Skipper i dyb samtale med sin mor. 

Her ude foran kan man sidde i ro og mag og det er næsten ikke til at høre lyden af motoren. Sådan kan man også sidde og nyde naturen og være "i fred".

Skønne papirklip fra Amsterdam. Figurerne er ca. en cm. høje. Pladen de stod på var ca. 1 m²

Nye billeder:

Det tyske gæsteflag hejses da vi når Borkum. 

Egentlig plejer vi at hejse det så snart vi kan se på computeren, at vi er sejlet over grænsen, men vejret har på ingen måde været mildt. Derfor har vi ventet til vi kom i havn.

Svævefærgen i Rendsburg.

Slusen i Kiel er den sidste sluse på vores vej. Nu har vi været gennem omkring 500 af dem. Der er stor forskel på sluserne, men dem gennem Holland og Tyskland er effektive og funktionelle. Vi er heldige her ved den sidste, at vi ankommer netop som den åbner og vi kan sejle lige ind.

Marius i gang med at binde Alma fast.

En lille hilsen fra Kerteminde, hvor årets havnefest er klar til at blive skudt i gang. Det er Marius' bror René på billedet og kammerat Thomas bag kameraet. De tror vi snyder dem og er hjemme, stakkels drenge, de må undvære Marius i et par dage endnu.

Home sweet home - Sixhaven

Tirsdag d. 24. juli 2012

Sixhaven

Vi har måtte lære alting forfra efter vi blev alene og Svend Erik og "La Petit" sejlede til højre mod Tyskland og vi mod venstre og Amsterdam. Det har været dejligt at følges med en anden dansk båd og kunne sludre når vi kom ind.

Flodsvin!

Dette yndige billede af livets forfald er taget langt ude på landet mellem 's Hertogenbosch og Amsterdam lige midt i morgenkaffen. Vi så et mere et stykke oppe af kanalen. Ardk!

I lang tid har vi måtte finde os i det udstadige hollandske vejr, der minder om det danske til forveksling, men det stopper ikke skipper i at tage en slapper.

I 's Hertogenbosch er der marked, det er onsdag d. 18. juli 2012 og vi er nærmest i ekstase, da vi finder rugbrød, eller roogebroot, og røget makrel. Nu kan vi mærke danskheden trække i os og vi kan regne os frem til, at vi kan være i Amsterdam i den følgende weekend og i Danmark weekenden efter...det er dog før vi får talt med kranføreren...

Mmmm, det smager af dansk sommer.

Marius i modvind.

Fredag d. 20. juli 2012 

Vi anduver Amsterdam sent om eftermiddagen og ligger nu godt i Sixhaven. Det er den samme havn, som vi lå i, da vi fik besøg af Mattis og René, da vi var på vej mod syd. Home sweet home, det er næsten som at komme hjem. Gaderne i syndens by er de samme, damerne i vinduerne lige så ;-)

Vi får en overvældende velkomst af et tysk par, som også lå ved siden af os sidst vi var her. De har fulgt ivrigt med på bloggen og kan straks genkende båden og os. Desværre når de at smutte før vi får snakket ordenligt sammen (Hvis I læser det her får I lige en "Gute Reise" med på vejen).

Nogle andre damer, som vi pludselig kommer i kontakt med er Kalle-pigen og Mette (Kalle aka Michaela er en af Signes gamle gymnasieveninder) og heldigvis er der da lige tid til en rigtig hyggelig middag sammen før vi må tilbage og ordne, ordne og ordne før masten skal på på onsdag. Det er bare skønt at møde gamle venner når man er langt hjemmefra.

Mette, Kalle-pigen, Signe og Marius.

Det er ikke alle både, der lige kan gå ind i enhver havn.

Er det tjald eller hjemme-krøl? Man ved det ikke, det er jo trods alt Amsterdam...

Imorgen skal masten på. Båden er så klar som nogensinde, spørgsmålet er bare om vi også er det. Vi har intet fysisk foretaget os siden vi kom ind på de små kanaler midt i Frankrig og er blevet nogle særdeles dovne hunde. Kan vi overhovedet huske hvordan man sejler med sejl?

Det er tydeligt på os begge, at vi nærmer os Danmark og familie og venner. Vi glæder os rigtig meget til at se alle igen og bliver en smule skuffede, da kranen først er klar til os om onsdagen. Nå, sådan er det jo og Amsterdam er en af de mest fantastiske byer at besøge og den kan sagtens ses to gange på et år. Snart er masten på og så må vi vente på det rigtige vejr. Går alt som det skal, dvs. at vejret arter sig, kan vi være hjemme i løbet af en uge eller måske et par dage ekstra. Vi ses om lidt.

Kabelbrud

Fredag d. 13. juli 2012

Vores papir-bryllupsdag bliver fejret i Namur. Her åbner vi kufferten med de små søde papir-hjerter fra familien stokholm mollerup. Der er mange søde og sjove beskeder. På et af dem står: ”Fåck jer – gider ikk giftes”, afsender anonym ;-) Hvem af vores dejlige bryllupsgæster mon var i så højt humør? Rolig nu, det er jo ikke dig, der skulle giftes, det var jo os.

I går sejler vi så afsted mod Liége. Belgien er smuk i den sydlige del, der grænser ned mod Frankrig, men her hvor vi sejler i øjeblikket er det kun industri. Det er meget ucharmerende, kanterne på kanalen er høje og cement-agtige og bliver ved med at kaste vandet tilbage. Det betyder, at bådenes kølvand bliver ved med at ligge og vugge Alma rundt.

Sluserne er enormt store. Vi bliver sluset omkring 4-5 meter ned og skal ligge side om side med de store pênicher/barchs på flere hundrede meter. Det er ikke en nem sag.

Normalt sejler man ind i slusen og binder sig fast og sætter motoren i tomgang, men de store erhvervsejlere stopper ikke skruen. De lægger en enkelt fortøjning på og så lader de skruen holde den mange mange ton tunge båd på plads. Det gælder om at få kontakt med skipperen og bede ham stoppe skruen, ellers ryger vores små både rundt i bassinet. Det er ikke alle erhvervskipperne der bekymrer sig om de små lystbåde.

På vej ud af en af de store sluser holder gashåndtaget op med at fungere. Det er Signe der styrer og hurtigt må vi ind til siden og binde os fast imens der stadig er lidt fart på båden. Det viser sig at kablet til gashåndtaget er knækket. Resten af turen må vi sejle afsted med Marius stående nede i motoren og holde gassen nede og Signe som øjne. Det er rart at have ”La Petit” med lige i hælene, hvis der skulle ske noget. Det gør der nu ikke og vi kommer sikkert i havn.

Klokken halv to er cykelmyggen Marius tilbage fra sin mission kabel. Missionen er lykkedes og om få timer har vi forhåbentlig Alma oppe og sejle igen.

Skipper får Dinant

Onsdag d. 11. juli 2012

Efter at være kommet over de sidste par bjerge i det nordlige Frankrig og Belgien har vi fået noget vejr, der minder en smule om det vi er vant til derhjemme. Sol og nogen skyer, mest gråt, men mulighed for opklaring op på dagen og med nogle gevaldige byger ind imellem.

 

Skybrud over skipper

De sidste par dage er gået med at holde fast i følelsen af at være afsted på langfart, for selvom vi ikke er hjemme endnu, kan det sagtens mærkes at vi nærmer os. Vi laver en masse god mad og det bliver indtaget i godt selskab sammen med vores følge-Svend-Erik. 

Vi har nu fulgtes i en lille måneds tid, siden Epinal, og det er rigtig hyggeligt at følges med en anden dansker. Det betyder, at vi blandt andet kan nyde diverse danske traditioner sammen, f. eks. som med Skt. Hans aften, der kræver en vís forståelse. 

Når fødderne stikker ud ved vi, at der er nogen hjemme.

Svend Erik har budt på mad med efterfølgende dessert. Skipper ser mildest talt bekymret ud, men det gled da ned alligevel. Billedet er fra Charleville, hvor vi også lå på vej den anden vej, og hvor Alma lå imens vi boltrede os i byernes by, kærlighedens by, lysenes by, Paris.

Et smukt smukt stop, Rocher des Dames, lige før vi når Belgien. Her bliver der endnu en gang tændt op i grillen.

Da vi når Dinant mener Svend Erik, at det er på tide, at han "laver" mad og han inviterer os ud og spise i en sådan grad, så skippers lille mave bliver stor og oppustet og han mener at have fået "Dinant".

Smukke Meuse

Fredag d. 29. juni 2012

Mouzon

N 49° 36. 413’
E 005°04. 646’

Godmorgen, lidt tidlig morgen-opdatering, da her er glimrende net, men vi vil videre om lidt. Båden ligger lige ud for toilettet, hvilket kan være en fordel, men her til morgen, hvor alle jo skal bruge det, er det bestemt en bagdel (!) "I love the smell of napalm in the morning!"

Kajak på langtur. Det var lidt spændende at sluse med ham, da det kan være en smule farligt at være en lille blød fyr fanget sammen med både på 2-4 ton.

Vandrotte-bæver, hvad den end hedder, så er det en form for rotte, der lever her i floder og kanaler. Den spiser grønt og har store orange-gule tænder lige som bæveren. Halen er lang som en rottes, men formet som et ror.

I Stenay er vi på ølmuseum, http://www.musee-de-la-biere.com/, flot museum og med et emne, som vi kan forholde os til.

Aktiviteter for børn og barnlige sjæle på museet.

Køer og mennesker afkøles

Smuk natur langs Meuse.

Uvejr over Mouzon. Har set det skulle være på Fyn lige nu!

Verdun vol. 2.0

Søndag d. 24. juni 2012


Verdun

N 49°  09. 639’
E 005° 23. 173’

Da vi i går ankommer til Verdun har vi ganske vist fået at vide, at der skal være musikfestival, men det er ikke sikkert vi var klar over, at scenen ville befinde sig små 20 meter fra den flydeponton, som alle bådene ligger ved. 

Når man er tvunget ud i høj musik er der kun én ting at gøre, "If you can't beat them, join them!"

Der er ved at være mange samlede da de to første bands har været på. 

Det sidste band er tilsyneladende det mest kendte. På det tidspunkt, da de går på er der helt proppet med mennesker, der hopper og synger med. Det gør vi også på båden, men bandet synger på fransk, så det er ikke så nemt med teksten.

Da det er skt. Hans kunne vi godt tænke os et lille bål og en lille heks, hedninge, som vi er, men det lader ikke til, at man har helt de samme traditioner her. Derfor er vi lidt loren ved at skulle brænde kvindagtige dukker af på et bål og forsøger at lave en lille dukke.

Heksen ender så med at ligne noget taget ud af en voodoo-film og vi finder nogle flere danskere, så vi ikke står alene med denne sære tradition.

Besætningen på "Blue Dane" får æren af at fejre hekseafbrændingen sammen med Svend-Erik, Marius og Signe.

Siden sidst

Mandag d. 11. juni 2012

Port d’Epinal

N 48°            11. 137’
E 006°            26. 698’

Første dag, hvor vi er begyndt at sluse nedad. Vi var ellers begyndt at få nogle gevaldige næver og hård hud mellem tænderne. I forgårs, d. 9. juni, nåede vi 19 sluser på kun 15 km, så det er ikke fordi vi er kommet langt kilometermæssigt, men til gengæld kom vi højt opad.

Her ligger Alma og venter på sin besætning, der render rundt oppe i en skov og laver bål og leger Tarzan og Jonna.

Det ser så smukt ud, nåe man lige kommer ud af en tunnel.

Dette her stræk oppe i bjergene er et af de allersmukkeste på hele turen. Kilometer efter kilometer med tæt grøn skov, lige til at boltre sig i for naturbarnet Marius, der knækker store grene og laver bål så snart han kan komme til det. Kanalen er helt smal og træerne lukker nærmest helt sammen fra hver side af bredden, hen over båden. Det ligner noget fra et eventyr og måske bor der hekse, trolde, feer og enhjørninger inde i skoven, i hvert tilfælde hvis man skal tro hvad skipper Fabech siger.

Det er lige her omkring troldene bor

Vi står på grunden i havnen og det er svært at manøvrere på grund af strømmen. Endelig får vi en plads uden på en af de andre både, en halvstor pêniche af en art. Vores nabo er nu en mand fra Schweiz og hans kæmpe store grå Grand Danois af en hund, Queenie.

Torsdag d. 21. juni 2012

Da vi sejler ud af Epinal med noget der ligner to km/t kommer der en dansk båd sejlende bag os. Det er en ældre mand omkring de 70, der er på tur. Vi slår følge med ham i sluserne. Det er en god idé at følges med andre gennem sluserne, da man på den måde sparer på ressourcerne i kanaler og floder. Det er ikke nødvendigvis nemmere og det er ikke alle både, der er lige sjove at sluse sammen med. Vi har prøvet både, der har ligget for tæt på, og så bliver vi nemt urolige for alt det grej vi sejler rundt med, masten, der stikker ud bag på båden og vindroret, der også er ret udsat.

Synes egentlig ikke dette billede bør kommenteres yderligere...

Efter en uge følges vi stadig med den anden danske båd ”La Petit” og dens ejer Svend Erik. Det er rigtig hyggeligt at have en anden båd og dele de mange smukke og sjove oplevelser med. En af dagene må Signe for eksempel op og vække en slusevagt for at vi kan få aktiveret slusen og det er ret sjovt.

I Toul tager tingene rigtig fart. Her har en lettere beruset mand på polterabend fået lov til at stjæle skippers kone i et kort sekund. Tror vist Marius skal være glad for, at han har nogle gode kammerater, der ved hvad han gerne ville opleve på sin polterabend.

 Vi møder to søde fyre fra Polen, der er ved at gøre en sejlbåd klar til turen Toul-Middelhavet. Lukaz og Pavlo (sorry about the spelling, guys) De giver os alt deres langtidsholdbare mad og vi takker overraskede. Vi mener, at det er fordi deres båd stikker ret dybt og de skal samme vej, som vi netop er kommet fra. Her er dybden 180 cm og vi stikker selv 160 cm.

Kinøjser-nudler, rødbedesuppe, whiskey, ærter og Wísnowska og alt muligt

Vi følges med Lukaz og Pavlo og forsøger at finde et sted at se landskampen mellem Polen og Tjekkiet. Det lykkedes os at finde en internetcafé, hvor vi får vendt skærmen og så står vi ellers uden for med paraply, øl og højt humør og ser Polen blive slået ud.

Lukaz, Pavlo og Marius

I St. Mihiel støder vi på endnu en dansker båd med fynsk besætning, Vivi og Per. Nu er vi et lille selskab på 5, der sidder og hygger hele natten d. 20. juni. Naboerne er ikke just begejstrede på trods af vores gode humør, det er ikke til at forstå.

Marius, Svend-Erik, Per og Vivi

Sådan sluses der:

Når sluserne ikke er manuelle har vi en lille fjernbetjening, som skal peges i den retning, hvor dette skilt står. På den måde gøres slusen klar til os.

Så sejler vi stille og roligt ind i slusen og binder os fast. Der er stor forskel på om vi skal op eller ned. Skal vi op skal vi gøres grundigt fast, da vandet kommer ind med en gevaldig fart. Skal vi ned handler det mest om at give lidt torvværk, det er ikke de store kræfter der er på spil her.

 

Når vi er klar trækker eller skubbes det blå håndtag op og slusen aktiveres.

Marius er klar til at blive slust ned.

Marius er næsten færdig med slusen.

Lige nu, den 23. juni 2012, skt. Hans aften ligger vi inde i Verdun. Ti meter fra båden er der koncert og lydprøven er godt i gang. Gad vide hvad denne dag vil bringe...?