En uventet frokost, Almas løsrivelse og McAsien

Tirsdag d. 1. November 2011

Solen skinner og vi bader og nyder livet i fulde drag. Vi ligger for svaj ca. to timer fra Toulon. Seks både lægger sig ikke så langt fra Alma og inviterer på mad og drikke. Det er en sejlklub med 40 mennesker om bord. Marius fortæller at vi dagen før så noget så fantastisk, som en stor kaskelot hval og de fortæller, at det er noget helt specielt. Ingen af dem har set det. Der er god stemning om bord og vi peger på kort og fortæller om vores tur, hvor vi har været, og hvor vi er på vej hen.

Således ser vores plan ud ind til videre, men det er selvfølgelig og som altid afhængigt af vind og vejr og hvad der sker omkring os:

=> Herfra ønsker vi at gå over til øen Porquerolles, en del af Is. d’Hyeres
=> Korsika
=> Napoli, for at se Pompei, en landsby begravet i aske for flere tusind år siden
=> Syditalien og Messinastrædet for at overvintre og til foråret
=> Grækenland og det græske øhav.

Herfra må vi så igen se hvad der skal ske, når vi skal til at vende næsen hjem igen mod Danmark.

Torsdag d. 3. November 2011

Det blæser op og vi vælger at se tiden an og se hvordan det udvikler sig. Vi har båden klar til, hvis der skulle ske noget, men barometeret bliver ved med at falde og det begynder at blæse op. Båden vipper op og ned og det påvirker humøret, der falder i takt med barometeret. Det er efterhånden svært at lave mad søvnen er noget abrupt, da vi triller rundt i køjen og vågner med en times interval.

Fredag d. 4 november 2011

Klokken 3.30 vågner vi ved at båden gynger endnu mere end den har gjort de sidste to døgn.. Dønningerne er blevet mere og mere voldsomme, men de sidste to dage er de taget til.

Så er det op og hoppe, soldat…altså, sømand!! I løbet af ti minutter er vi i fuld kampuniform og klar til at få Alma i havn. Det er stadig mørkt, dønningerne er høje, men vi er fokuserede og arbejder godt sammen.

Det største problem er ankeret. Ganske vist har det revet sig løs, så vi driver, men både anker, kæde og line udgør 55 kg. der nu slæber hen over bunden. Vi skal have alt grejet op med ren, rå muskelkraft!

Efter skipper har forsøgt i lang tid må vi bruge kløgt og vi tager spillet i brug. Det virker! Det lykkedes os rent faktisk at få bjerget alt vores ankergrej. Turen ind til Toulon tager ikke mere end to små timer, da vi endelig er fri, og vi sejler koncentrerede, og meget trætte, sikkert i havn. Vi er inde og godt bundet fast klokken en halv seks om morgenen og det er svært at slappe af og gå i seng med det samme, selvom vi er helt udmattede. De næste mange dage vil det kunne mærkes i kroppen, at vi har vippet for svaj, kroppen og hovedet er stadig en smule rundtossede og trætte.

Vi har fået sparet en smule penge op, og om aftenen beslutter os for at finde en vietnamesisk restaurant og spise phö bö, suppe. Ulempen ved alle de nye byer, som vi hele tiden kommer til er dog, at vi ikke når at lære dem at kende rigtigt og vi kan derfor ikke lige finde rundt med det samme og i dette tilfælde ved vi ikke hvor vi finder spisestederne. Vi ender med at finde en sjov kantine-restaurant, der har mange meter disk fuld af alle mulige asiatiske retter, som man så vælger imellem og får serveret på en bakke i løbet af meget kort tid. Det lige som en slags McAsien.