Kabelbrud

Fredag d. 13. juli 2012

Vores papir-bryllupsdag bliver fejret i Namur. Her åbner vi kufferten med de små søde papir-hjerter fra familien stokholm mollerup. Der er mange søde og sjove beskeder. På et af dem står: ”Fåck jer – gider ikk giftes”, afsender anonym ;-) Hvem af vores dejlige bryllupsgæster mon var i så højt humør? Rolig nu, det er jo ikke dig, der skulle giftes, det var jo os.

I går sejler vi så afsted mod Liége. Belgien er smuk i den sydlige del, der grænser ned mod Frankrig, men her hvor vi sejler i øjeblikket er det kun industri. Det er meget ucharmerende, kanterne på kanalen er høje og cement-agtige og bliver ved med at kaste vandet tilbage. Det betyder, at bådenes kølvand bliver ved med at ligge og vugge Alma rundt.

Sluserne er enormt store. Vi bliver sluset omkring 4-5 meter ned og skal ligge side om side med de store pênicher/barchs på flere hundrede meter. Det er ikke en nem sag.

Normalt sejler man ind i slusen og binder sig fast og sætter motoren i tomgang, men de store erhvervsejlere stopper ikke skruen. De lægger en enkelt fortøjning på og så lader de skruen holde den mange mange ton tunge båd på plads. Det gælder om at få kontakt med skipperen og bede ham stoppe skruen, ellers ryger vores små både rundt i bassinet. Det er ikke alle erhvervskipperne der bekymrer sig om de små lystbåde.

På vej ud af en af de store sluser holder gashåndtaget op med at fungere. Det er Signe der styrer og hurtigt må vi ind til siden og binde os fast imens der stadig er lidt fart på båden. Det viser sig at kablet til gashåndtaget er knækket. Resten af turen må vi sejle afsted med Marius stående nede i motoren og holde gassen nede og Signe som øjne. Det er rart at have ”La Petit” med lige i hælene, hvis der skulle ske noget. Det gør der nu ikke og vi kommer sikkert i havn.

Klokken halv to er cykelmyggen Marius tilbage fra sin mission kabel. Missionen er lykkedes og om få timer har vi forhåbentlig Alma oppe og sejle igen.