Lørdag d. 21. april 2012
Vi sejler ud ad Barcelona omkring klokken 11.30
efter at have sagt pænt farvel til en meget hjælpsom svensker, som Marius i nogle
dage forgæves har forsøgt at undgå. Imens vi tanker diesel hilser vi på en
dansker, der er i Barcelona for at træne nogle sejlere, der skal til VM. Vi er
ikke sikre på hvad det er for en klasse de skal sejle i, men vi krydser fingre
for dem.
Afsted det går, solen skinner, der er god vind og
vi marinerer os heftigt i solcreme, da vi er ganske klar over, hvad
Middelhavs-solen kan gøre ved et par lyserøde skiver ”dansk bacon”. De første
par timer sidder vi med et velfungerende vindror, der klarer det meste af
arbejdet for os, og nyder vores dejlige liv.
I ni måneder har vi levet på den her måde, sejlet
fra den ene europæiske by til den næste. Når vi sidder og tænker efter, er vi
godt klar over, at det er en kæmpe stor gave, som vi har givet os selv, en
gave, som vi håber på at kunne tage med videre, også når vi kommer hjem, hvor
en travl hverdag kan gøre det af med selv de bedste intentioner.
På vej ned ad floderne talte vi meget om, hvad
det er vi vil med turen og hvad vi forventer at få ud af den. Nu, hvor turen
går hjemad må vi sige, at vi ikke blot har fået det ud af turen, som vi håbede
på, vi har fået enormt meget mere. Et godt sammenhold, vi har savnet vores
familie og venner og forstået at sætte pris på dem, vi er vokset som par, har
lært at møde andre mennesker på andre og nye måder og vi har set en stor del af
den verdensdel, som vi lever i. Dette er bare noget af det, som turen har givet
os og samtidig er vi også klar over, at meget af det måske først dukker op når
vi er kommet hjem igen.
Hmm, nå, tilbage til vores sejltur og stilhed før
stormen. Efter de første stille solskinstimer trækker det op. Det bliver ikke
lige frem til storm, men vi ser os nødsaget til at gå i havn. Vi har sejlet
meget hurtigt. Det betyder, at vi vil nå frem til Gulf de Lion alt for tidligt. Vi har timet det sådan at vi vil nå
frem, når det voldsomme vejr, der har raseret der, er være drevet over, men i
det her tempo ankommer vi for tidligt.
Signe og vinden har lagt sig og Marius beslutter
sig for at tænde for motoren. Dette varer dog ikke længe, så rejser havet sig.
Bølgerne vokser og vinden tager til. Efter kort tid bliver motoren stoppet
igen, sejlene sat og så tager tingene fart. I løbet af nogle få timer surfer vi
ned ad tre meter høje bølger, der det ene øjeblik løfter båden langsomt opad og
det næste lader den 4 ton tunge dame surfe nedad med op til 10 knob. Denne gang
er der heldigvis ikke så mange ting, der ikke er blevet sø-sikret ordentligt.
Det er helt klart det værste der kan ske, at hele båden er fuld af kopper,
bøger, puder og alt andet godt fra skabene samtidig med at det hele vipper.
Styrdamen bliver purret og vi skal nu sammen tage
en vigtig beslutning, skal vi fortsætte efter planen eller skal vi gå i havn? Vejret
er ikke værre end vi godt kan klare det når det er højlys dag, men er vi
virkelig interesserede i at sejle afsted i blinde i tre meter bølger? Nej,
beslutningen om at gå i havn er sikker og vi ser begge frem til at kunne få en
god nats søvn i en sikker havn.
Turen ind foregår i dyb koncentration. Vi har
ikke før været udsat for at både vind og bølger river rundt i båden på en sådan
måde, at vi, når de to ting samarbejder, kommer helt ned og ligge. Det er bedst
at være oppe i cockpittet, det må Signe indse efter at have været et smut
nedenunder for at se på kort. Hun får den frygteligste omgang søsyge. Heldigvis
varer det kun en halv time og hun kommer hurtigt til hægterne igen. Vi går i
havn i en stille by, Blanes, hvor
priserne i havnen er alt for høj og vi drager derfor afsted igen to dage
senere. Ærgerligt, stedet var ellers rigtig charmerende.
Lørdag den 28. april 2012
N 41° 46
715’
E 003° 02 137’
E 003° 02 137’
Efter Blanes ender vi i Club Nautic Sant Felíeu De Guíxols, hvem
i alverden finder dog på de navne? Sant
Felíeu De Guíxols er en lille by med mange ferielejligheder og en lille
bymidte med en gågade. Da havnen er til at betale beslutter vi os for at blive
her og vente på det rette vejr. Hvis vi sejler videre rundt langs kysten vil
det for det første føles som om vi sejler den forkerte vej, og vi vil blive ved
med at skulle sejle på en bidevind, altså få vinden lige ind forfra. For det
andet bliver der ved med at dannes vind i Gulf
de Lion og vi ville ikke kunne sejle mere end et par timer om dagen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar