tirsdag den 1. maj 2012

Uvejr og tanker


Lørdag d. 21. april 2012

Vi sejler ud ad Barcelona omkring klokken 11.30 efter at have sagt pænt farvel til en meget hjælpsom svensker, som Marius i nogle dage forgæves har forsøgt at undgå. Imens vi tanker diesel hilser vi på en dansker, der er i Barcelona for at træne nogle sejlere, der skal til VM. Vi er ikke sikre på hvad det er for en klasse de skal sejle i, men vi krydser fingre for dem.

Afsted det går, solen skinner, der er god vind og vi marinerer os heftigt i solcreme, da vi er ganske klar over, hvad Middelhavs-solen kan gøre ved et par lyserøde skiver ”dansk bacon”. De første par timer sidder vi med et velfungerende vindror, der klarer det meste af arbejdet for os, og nyder vores dejlige liv.

I ni måneder har vi levet på den her måde, sejlet fra den ene europæiske by til den næste. Når vi sidder og tænker efter, er vi godt klar over, at det er en kæmpe stor gave, som vi har givet os selv, en gave, som vi håber på at kunne tage med videre, også når vi kommer hjem, hvor en travl hverdag kan gøre det af med selv de bedste intentioner.

På vej ned ad floderne talte vi meget om, hvad det er vi vil med turen og hvad vi forventer at få ud af den. Nu, hvor turen går hjemad må vi sige, at vi ikke blot har fået det ud af turen, som vi håbede på, vi har fået enormt meget mere. Et godt sammenhold, vi har savnet vores familie og venner og forstået at sætte pris på dem, vi er vokset som par, har lært at møde andre mennesker på andre og nye måder og vi har set en stor del af den verdensdel, som vi lever i. Dette er bare noget af det, som turen har givet os og samtidig er vi også klar over, at meget af det måske først dukker op når vi er kommet hjem igen.

Hmm, nå, tilbage til vores sejltur og stilhed før stormen. Efter de første stille solskinstimer trækker det op. Det bliver ikke lige frem til storm, men vi ser os nødsaget til at gå i havn. Vi har sejlet meget hurtigt. Det betyder, at vi vil nå frem til Gulf de Lion alt for tidligt. Vi har timet det sådan at vi vil nå frem, når det voldsomme vejr, der har raseret der, er være drevet over, men i det her tempo ankommer vi for tidligt.

Signe og vinden har lagt sig og Marius beslutter sig for at tænde for motoren. Dette varer dog ikke længe, så rejser havet sig. Bølgerne vokser og vinden tager til. Efter kort tid bliver motoren stoppet igen, sejlene sat og så tager tingene fart. I løbet af nogle få timer surfer vi ned ad tre meter høje bølger, der det ene øjeblik løfter båden langsomt opad og det næste lader den 4 ton tunge dame surfe nedad med op til 10 knob. Denne gang er der heldigvis ikke så mange ting, der ikke er blevet sø-sikret ordentligt. Det er helt klart det værste der kan ske, at hele båden er fuld af kopper, bøger, puder og alt andet godt fra skabene samtidig med at det hele vipper.

Styrdamen bliver purret og vi skal nu sammen tage en vigtig beslutning, skal vi fortsætte efter planen eller skal vi gå i havn? Vejret er ikke værre end vi godt kan klare det når det er højlys dag, men er vi virkelig interesserede i at sejle afsted i blinde i tre meter bølger? Nej, beslutningen om at gå i havn er sikker og vi ser begge frem til at kunne få en god nats søvn i en sikker havn.

Turen ind foregår i dyb koncentration. Vi har ikke før været udsat for at både vind og bølger river rundt i båden på en sådan måde, at vi, når de to ting samarbejder, kommer helt ned og ligge. Det er bedst at være oppe i cockpittet, det må Signe indse efter at have været et smut nedenunder for at se på kort. Hun får den frygteligste omgang søsyge. Heldigvis varer det kun en halv time og hun kommer hurtigt til hægterne igen. Vi går i havn i en stille by, Blanes, hvor priserne i havnen er alt for høj og vi drager derfor afsted igen to dage senere. Ærgerligt, stedet var ellers rigtig charmerende.

Lørdag den 28. april 2012


N 41°            46 715’
E 003°            02 137’

Efter Blanes  ender vi i Club Nautic Sant Felíeu De Guíxols, hvem i alverden finder dog på de navne? Sant Felíeu De Guíxols er en lille by med mange ferielejligheder og en lille bymidte med en gågade. Da havnen er til at betale beslutter vi os for at blive her og vente på det rette vejr. Hvis vi sejler videre rundt langs kysten vil det for det første føles som om vi sejler den forkerte vej, og vi vil blive ved med at skulle sejle på en bidevind, altså få vinden lige ind forfra. For det andet bliver der ved med at dannes vind i Gulf de Lion og vi ville ikke kunne sejle mere end et par timer om dagen.

Ingen kommentarer: