Arles – 2 km uden for Arles – tilbage i Arles

Mandag d. 7. maj 2012

N 43°  41. 715’
E 004° 37. 355’

Søndag d. 6 maj 2012 er måske en af de underligste dage, ikke bare på turen, men i hele vores liv. Lørdag aften lægger vi til inde ved bredden af Rhône’en. Der er helt enormt meget strøm i vandet, måske 4-5 knobs modstand, og vi finder hurtigt ud af, at det ikke er det bedste sted at ligge, men vi kan ikke få ankeret op igen. Så står vi her, kigger lidt på hinanden og beslutter os for, at så driver båden da i hvert tilfælde ikke nogen steder. Vi går i seng. Det har været en hård uge, og vi trænger til hvile.

Dagen efter kan vi se på problemet med friske øjne. Beslutningen tages. Vi må klippe ankeret! Det er ikke en optimal beslutning, men eftersom vi har prøvet alt er det, hvad vi kan gør. Marius klipper ankeret, og vi er fri. På vej ud fra vores lille flod-idyl går vi på grund og så tager strømmen fat i Alma. Vi er overladt til flodens skæbne. Båden bliver kastet rundt og der er ingen mulighed for at styre. På et tidspunkt ligger båden næsten helt ned på siden før den lægger sig til rette på en stor stenrevle. Vi er helt rundt på gulvet, men der er ingen skade sket, hverken på båd eller på mennesker, men det er klart for os, at båden ikke kan blive liggende her. Vi kan høre stenene skrabe mod båden.

Vores lille Waterloo

Nu er gode råd dyre. Vi prøver at sende en fender afsted i en line med vores to tilbageværende ankere på, trække fenderen tilbage og se om vi kan få ankeret til at tage ordentlig fat i bunden. Efter adskillige forsøg må det opgives og tre timer senere må vi krybe til korset og få fat i noget hjælp til at trække os fri.

Én ting er at kunne en minimal smule skolefransk, men at forklare en franskmand, at man er grundstødt og ligger ved Rhône’ns bred er ikke nemt. Signe når at tale med de første seks mennesker, der ikke forstår hensigten, før en hjælpsom mand siger, at han i hvert tilfælde kan ringe til nogen. Vi sætter os med en kop kaffe og venter på en eller anden båd, der kan trække Alma fri.

Efter en halv time dukker en hurtig speedbåd op med tre granvoksne mænd i. De holder sig på afstand af båden, spørger hvor mange vi er om bord og om vi er kommet til skade. Det er vi ikke og vi smiler og svarer dem høfligt. De sejler tættere på, kommer op på siden ad båden og råber: ”JUMP! JUMP!” Marius får fat i båden og tager fat i den, men han beordres til at komme ned i den, det samme sker med Signe og pludselig sidder vi der i bunden af en rednings-speedbåd med kæmpe store orange redningsveste på imens båden med lysets hast sejles tilbage til Arles. Vi er fuldkommen paralyserede og ser forvirrede på hinanden. Hvad i alverden sker der?

Pompiers, den båd, der så modigt reddede os fra den visse grundstødningsulykke.

I Arles sejles vi ind til bredden, hvor en ambulance holder og venter. Folk omkring os taler kun fransk og vi klamrer os til hinanden. Bare nogen dog ville fortælle os, hvad der sker. Båden sejler ud igen for at besigtige Alma og imens står vi tilbage med en beredskabs-fyr, der ikke taler engelsk. Han siger, at vi bare skal tage den med ro og foreslår at vi sætter os i skyggen, og det enste sted der er skygge er inde i ambulancen.

Nå, men i maj er det temmelig varmt i Provence og da vores lille redningseskorte kommer tilbage bliver vi venligt gennet med ind på en lille flodbåds-restaurent.

La Péniche, restauranten, som gav os en flaske traume-vand.

Her får vi vand af ejerne, der mener, at vi trænger til noget at drikke. Det er også sandt, men vi er kommet så hurtigt afsted fra båden, så vi har hverken telefon, penge, pas, bådpapirer eller fodtøj. Vi står bare helt fortabte uden andet end en redningsvest under armen og hinanden i hånden.

Så dukker politiet op. Nu er det lige ved at være for meget. En af betejntene kan heldigvis så meget engelsk, at han kan forklare os, at da vi ingen papirer, telefon eller identitet har på os kan vi komme med på politistationen og vente der til man har undersøgt muligheden for at få Alma fri. Som sagt så gjort og omkring klokken tre om eftermiddagen bliver Hr. Og Fru Fabech kørt væk fra Rhône-floden i en politibil, folk glor på os ind ad vinduerne og vi er absolut ikke stolte af situationen. Gad vide hvad det var for en knap ham Signe talte med i telefonen fik trykket på??

På stationen bliver vi sat på hver vores stol imens betjentene tager deres skudsikre veste og knipler af og skriver rapport. Vi sidder med bare fødder og oplyser pænt om vores navn og adresse. Bagefter siger betjenten til os, at vi kan sætte os ud og vente på vnf (den virksomhed, der tager sig af floderne ned gennem Frankrig). Her sidder vi et par timer og stemningen løsnes en smule, da vi nu ikke længere er omgivet af redningsfolk og betjente.

Endelig dukker chefen for vnf op. Han er venlig og imødekommende og kan ikke et ord engelsk, og det kan hans medarbejder heller ikke. På et frygteligt får vi kommunikeret os frem til, at han har været ude og besigtige båden, som han dog ikke mener ligger det samme sted, som vi mener at have efterladt den. Nå, men han siger, at den, som den ligger nu ikke er i fare, men at der er risiko for skade i det øjeblik hvor de begynder at trække i den. Derfor vil han gerne have lov at se Marius’ forsikringspapirer, der jo altså sammen med alt andet ligger på båden!

I denne digitale tidsalder, som vi lever i er det ikke nemt at huske telefonnumre i hovedet, så Marius beslutter at ringe til Christian Byrge, der så hjælper til med at finde nummeret på Pantenius på nettet hjemme fra Danmark. Efter små 6 opkald lykkedes det han at komme igennem til at medarbejder fra forsikringsselskabet der ikke er i nærheden af en computer. Han siger dog, at det eneste krav, som selskabet stiller er, at båden kommer på værft så snart den er trukket fri så man kan få besigtiget skaderne og få dem udbedret. Ellers er det helt fint med Pantenius, båden skal trækkes fri.

Vi er meget lettede, for det betyder vi kan give thumbs up til flodkongen, der kan sige god for aktion ”Red Alma” og vi kan komme videre. Han vil dog gerne have al kontakt med forsikringen, hvilket er helt fint med os og det besluttes, at vi må overnatte på et hotel i nat og så går aktionen i gang dagen efter. Vi er ikke så glade for at skulle inlogeres på hotel i t-shirts, shorts og bare fødder og det besluttes, at vi skal sejles tilbage på båden af beredskabskorpset ”Pompiers” og samle nogle få ejendele. Vnf kører os ned til floden hvor hele holdet fra tidligere i dag står og venter.

Den lille klub, hvis medlemmer trak Alma-pigen fri og lod od ligge gratis i deres lille fine havn her. De var enormt søde og rare.

Imens vi står og kigger og taler med dem ser Signe hen på den lille bådklub, der ligger små hundrede meter fra os. Der ligger en sejlbåd derhenne udenpå en anden fiskebåd. Den har også en mast, der ligger ned, en cykel bag på og…”Det er da Alma, der ligger der!” siger Signe og peger. Alle kigger op og ser fuldkommen forvirrede ud. Hele selskabet begynder sådan lidt søvngængeragtigt at bevæge sig frem mod klubben. Marius går hurtigere og hurtigere og da vi er henne ved klubben er det tydeligt for en hver, at her, i Arles, ligger Alma. Den båd, som vi for flere timer siden efterlod to kilometer nord for Arles, ligger nu her, midt i Arles!!!!!!! Hvad fanden sker der???

Efter et stykke tid kommer Marius frem igen, han siger, at alt ser ud som det skal, der kommer ikke noget vand ind, motoren fungerer som den skal og alles øjne er ved at falde ud ad hovedet.

Den redder, der kan tale engelsk forklarer, at den blev set af en af de lokale fiskere fra klubben. Han var sejlet forbi den om morgenen og på vej hjem havde han så set den igen. Han vidste, at lige nu var Rhônen på sit højeste, og skulle båden fri var det nu. Det havde han så gjort. Alma kom fri og blev trukket med tilbage til Arles, hvor vi så kan se den nu. Ikke ligefrem hvad vi havde regnet med. Flodkongen smiler stort og griner og siger: ”Non probleme.” Han giver pænt hånd, tager sin Robin, altså medarbejderen fra vnf, med sig, og forlader etablissementet. Så står vi her og smiler kæmpestort. Marius finder 100 € frem til fiskeren, der trak Alma fri og Signe finder øl frem til resten af klubben. Efter øldrikkeriet fordufter folk lige så stille og en time senere sidder vi sammen på båden, kun os to. Sikken en dag.


Onsdag d. 9. maj 2012

N 43°   57. 225’
E 004° 48. 708’

Avignon

Vi siger farvel til vores redningsmænd i klubben og tøffer afsted nordpå. Båden virker som om intet var sket, og vi drager afsted med ranke rygge og klar til at indtage Rhônen endnu en gang. Vi gør holdt i Avignon, hvor vi møder et tysk par, som vi også mødte på vej til Middelhavet, i Viviers, Georg og Angie.

Broen Pont d'Avignon også kaldt Pont St-Bénézet i Avignon.

Georg og Angie lever på deres båd sammen med deres to schæfere, Emma og Hugo. De har en rigtig god aftale med den cruiser-båd, der ligger foran dem. Bådens kok giver dem det mad, der er til overs fra de riges bord og det betyder, at vi denne onsdag aften får os et kongemåltid.