søndag den 7. august 2011

Texel, Holland

Da vi tog fra Cuxhaven var det sammen med ca 100 andre både. På billedet ses en brøkdel af alle de både, vi fulgtes med i starten.

Dagen før, da kom til Holland fik vi besøg af told- og imigrationsmyndighederne. Det var eftermiddag og Signe havde vagten. De sidste mange, mange timer havde der ikke været en båd i nærheden, og nu kom der en hurtiggående gummibåd op på siden ad os med 4 brede mænd i. Alle i uniformer og store støvler og med pistoler. Signe var lige ved at lægge en kage. Heldigvis var kaptajnen oppe og i tøjet med det samme, og de to mænd, der kom om bord var rigtig flinke. De tjekkede vores papirer og kiggede lidt rundt på båden – ih, hvor ville det da have været skønt, hvis de havde ringet i forvejen, så kunne vi have nået at rydde op og lave kaffe. Marius siger, at det ikke bliver sidste gang vi får så fint besøg.

Det er efterhånden ved at gå op for os, at det internet, som vi efterhånden ser på, som en menneskeret, er temmelig ustabilt i de forskellige marinaer vi har besøgt. I det mindste er det gratis her på Texel. Vi ankom til den største af de Vest frisiske øer torsdag morgen kl. 4 efter to døgns sejlads.

En stor del af turen var det muligt at sejle butterfly. Det ser så fint ud.

Vi var meget trætte og smed os skødesløst sammen med nogle fiskekuttere i et ydre havnebassin, velvidende, at vi ville blive vækket få timer senere af nogle vrede mænd, der skulle arbejde.

Signe var ret neurotisk omkring det, men hun havde også synes at de sidste mange timers sejlads havde mindet om 3’eren fra Pirates of the Caribbean, hvor skibene stod på grund midt i en ørken og var der ikke også en utrolig mystisk dis over det sted vi var? Marius synes det var sjovt.

Med lidt god vilje kan man se, at bådene her står på deres tvillinge-køle. De er simpelthed byggede til det her vadehavsområde. Vi var ret misundelige.

Næste morgen blev vi vækket, men det var nu ikke tidligt. Kl. var hen ad 10, da vi blev banket op af havnefogeden, der høfligt spurgte, om vi da ikke havde lyst til at komme ind i lystbådehavnen og ligge. Det var slet ikke til at kende det sted vi havde lagt os om morgenen. Nu skinnede solen og der var liv og glade mennesker over det hele. Det summede af skøn ferie-stemning og vi følte os godt modtaget. Vi prøvede at få sovet ud efter sejladsen, og nød virkelig øen, som vi ellers slet ikke havde regnet med at se.

Hen på eftermiddagen blev der tjekket mobiltelefon og det gik op for os, hvor hårdt det også kan være, at være på tur. Mattis havde haft ringet med en meget alvorlig besked til os. De sidste par dage er gået med at tænke på vores kære familie derhjemme. Det er ikke så sjovt at være på eventyr, når man allerhelst vil sidde sammen med dem man holder af og holde om dem.

Texel

I morgen kl. 4 tager vi hul på det næste stræk mod Amsterdam. Vi regner med at nå to sluser før vi går i havn eller kaster anker og så tage det sidste stykke ind til Amsterdam på tirsdag. Vi glæder os til at se noget andet end blot marinaer, der efterhånden godt kan blive lidt trættende i længden.

Vi har dog nået at se mere af Texel end blot havnen. I går var vi på cykeltur på tværs over øen, det var sjovt og gjorde lidt ondt i räven. Vi har ikke cyklet så meget på Alma indtil nu. En lille tur blev det nu faktisk også til i Cuxhaven, der var gratis cykler, men kvaliteten var også derefter. Signe gik væltede allerede efter 20 meter og var nede og bide i asfalten. Hun havde sø-ben og cyklen svajede ikke på samme måde som Alma. Det skete ikke noget, da hendes marchfart kun var på omkring de 0,2 knob.

Et bud på noget af det fantastiske, som Texel har at byde på. Angiveligt skulle de leve af får og turister, men vi håber på at slippe afsted i live.

Nu håber vi på, at få besøg i Amsterdam og få lidt gang i gaden.


6 kommentarer:

inge sagde ...

Hej med jer
Dejlig at læse endnu et kapitel. Vi følger jer på jeres spændende tur, som lyder til at have visse udfordringer.hav det godt begge. Kh Roland og ingeland

Vita sagde ...

Hej igen!

Ja det er dejligt at høre fra jer og læse om jer også. Rigtig synd for Mattis har hørt at ham vil komme på besøg i Amsterdam hos et par dage. Det skal nok blive godt for ham. Ha det nu godt bekke to.
Kh herfra

Anonym sagde ...

Hej Signe og Marius,

Dejligt at høre at udfordringerne tages med oprejst pande. Fedt at I vågnede op til overstegne forventninger og én på opleveren :-)
Trist at Mattis skulle miste, men jeg ved at han er I gode hænder.
René og Jeg var til havnefest i Kerteminde. Det var pænt underholdende :-D Vi lagde et par planer for fremtiden, som du sikkert vil synes om Marius.
Nå, men ha' en pisse fed tur. Jeg glæder mig til at læse mere, når Signe/Marius igen kommer til tasterne.

Kys og knus,
Thomas

vita sagde ...

Ha Ha ! bekke to. Må hellere rette til begge to. Der er en dansklærer ombord.

Anonym sagde ...

Hej Marius og Signe
Dejligt at høre nyt om jeres tur!
Kurt og jeg er nu på arbejde igen og så småt ved at komme os over det chok, vi fik sidste søndag. Alle støtter Mattis, og han klarer det fantastisk flot. Han er sammen med Renè ved at planlægge tur til Amsterdam. Det er rigtig dejligt, at de kan komme og være sammen med jer.
I hører nærmere.
Fortsat god tur!
Knus fra Alice.

HEFA sagde ...

Kære marius og Signe.
Hold da op.. det har drillet, jeg håber jeg får sendt beskeden denne gang.
Så bare lige en kærlig hilsen og god vind. KH Helle