lørdag den 16. juli 2011

Bryllupsrejsen


Dagen før det famøse bryllup var der i nattens mulm og mørke postyr på havnen. Nogle nisser havde i al hemmelighed listet sig om bord og fint pyntet Alma op til fest. John og en tilfældig gæstebåd pyntede sig også med signalflag.

Bryllupsbillederne blev selvfølgelig også taget om bord på båden og mange af gæsterne fra bryllupsfesten om lørdagen kom og vinkede farvel næste dag.


Da spisningen til festen trak ud på grund af de mange taler og sange besluttede vi os for, at natmaden i stedet blev til brunch, som sultne folk kunne komme og spise klokken 12 søndag og så vinke farvel til kaptajnen, hans nye viv og Alma.

Som sagt, så gjort, sikke alle de mennesker, der troppede op. Godt der var nogle kvikke mennesker, der havde reparations-bajere og cola'ere til at stå i skyggen af de mange biler og så kom Alberto's natmads-pizza'ere til deres ret.
Afskeden var smuk og fuld af smil, lykønskninger og tårer. Vi endte endda med en lille følgebåd, der fulgte os hele vejen ud til Stige ø, hvor vi endnu en gang blev overraskede med et stort skilt og smilende og truttende venner og familie, der ønskede os:
"TILLYKKE - GOD FUCKIN' TUR". Fedt Jesper!!

Hvedebrødsdagene blev fejret på behørig vís, vi spiste mad over bål, badede og sov i en uge.

Fredag kom Signes forældre med alle vores gaver og vi lastede endnu en gang stakkels Alma til bristepunktet. Dagen efter, lørdag var vi endelig sultne nok til at vove os ud på vores tur. Fra Fyens Hoved og til til er der nu et stykke vej, men lige nu ligger vi i Føns Vig noget syd for Middelfart. Motoren har ikke artet sig helt som vi havde håbet, men Erik Asmild, Almas tidligere ejer, har et ekstra filter til vores Solé Diesel liggende og det bliver altså først skiftet i morgen. I aften er vi trætte efter en lang sejlads, der næsten har varet i 12 timer med vinden lige i masken. Skønt, men vi er meget trætte.
Dette er det det sidste bryllupsbillede her på bloggen. Der er taget så mange billeder, at vi er blevet nødt til at lave eb hjemmeside specielt tilegnet brylluppet. Adressen er:
http://www.123hjemmeside.dk/stokholmfabech

søndag den 3. juli 2011

Alma er så tæt på at være klar

Så kom trykkogeren ellers i brug og vi har henkogt "muskle", okse rød peber, tomater og auberginer i et væk i Midskov imens vi passede hund og slappede lidt af.




























El kapitain har sørget for at få skiftet alle vores glødepærer på båden ud med led, så vores strømforbrug formindskes med 2/3. Det eneste der bruger forholdsvis meget strøm er køleskabet, men efter solcellerne er blevet tilsluttet skulle alt kunne fungere gnidningsløst.



Marius er glad for sine solceller.






























torsdag den 5. maj 2011

HJÆÆÆÆÆÆLP TIL C-MAP

Da vi har pakket alle vores ting væk og ned i kælderen er det selvfølgelig også lykkedes for os at få pakket den cd væk, som vi fik af "Langtursejlerne" på vintertræffet. Vi håber derfor, at der er nogle, der var med på træffet, der kan hjælpe os med en kopi.

Vi leder efter "C-map", et vektorbaseret elektronisk søkort, som vi skal have sat op på en ny computer, da den gamle døde i foråret. Al hjælp er meget velkommen.

onsdag den 4. maj 2011

Alma gøres klar til foråret


Kaptajnen har kæmpet og fået bunden slebet. Det har taget lang tid, da vinteren har været drøj og lang. Endelig kan der smøres primer og bundmaling på.
















Kaptajnen holder det kendte V op. Vi har overlevet endnu en vinter, selvom det har været hårdt. Det er sjovere at male end at slibe. Fremskridtet er tydeligt at se. På det her tidspunkt er der ikke lang tid til Alma får vand under kølen igen.

Så står den der endelig. Klar til at generobre "Bassin 2" i Odenses havn. Plummervandet kalder og der går heller ikke lang tid før den ligger og skvulper.












Torsdag den 15. april bliver Alma kørt ned på havnen igen efter den lange kolde vinter og efter et par dage med max stress og flyttekasser er vi endelig flyttet ind på båden.


tirsdag den 12. april 2011

Søsigøjnerne flytter ind

Efter at have været tørsejlere siden efteråret lykkedes det endelig, at få havnevand under kølen på gode gamle Alma. Marius har brugt hele vinteren på at gøre den ældre dame præsentabel igen. Hele undervognen har fået en tur og den har fået primer og fin, fin giftig maling, så alle ruer og muslinger springer for deres liv og ender ovre på nabobåden.

Hele Ulriksholmvej 8,1 har stået på den anden ende. Først måtte vi flytte alt, så der var plads til Lars i stuen...og Lars havde mange ting med sig...bagefter måtte vi endnu engang flytte os sammen. Alt der ikke kunne være på Alma er nu i kælderen og Alma er proppet med flyttekasser og rod. Bare vent til der kommer billeder, der er helt vildt.

Nå, men på trods af flytterod og en hård vinter, der har tæret på alles kræfter, er vi nået et skridt videre i vores drøm om at komme på langfart. I løbet af vinteren har vi også begge været på flodskipper-kursus og bestod da også begge to.

Når ventetiden i henholdsvis Højer og Odense bliver for lang må vi tænke tilbage på en smuk sommeraften i Sverige og vide, at der er mindre end tre måneder til vi er tilbage på vandet. Indtil da er vi i det mindste flyttet ned på båden og nyder den friske, odenseanske havneluft. Signe har nu 48 arbejdsdage tilbage.

onsdag den 23. februar 2011

Lejligheden pakkes ned.

Så er lejligheden ved at være pakket ned og hele stuen er gjort klar til Lars. Planen er, at vi skal bo i lejligheden alle tre indtil Alma er blevet bundmalet og temperaturen er nået op i graderne igen. Vi regner med at der kommer til at gå en måneds tid endnu før vi indtager båden. I mens går kaptajnen er ordner og ordner og slider godt i det og bygger båden klar til bryllupsrejsen. Det bliver så spændende. 79 arbejdsdage tilbage før vi kan gøre os klar til den store tur.